Ekspert: Våben giver kun mening i Breivik-tilfælde

Ekspert: Våben giver kun mening i Breivik-tilfælde

image title: 
Foto: Andrii Vergeles/123rf
Hjemmeværnet er i disse dage i gang med en storstilet kontrol af sine medlemmer, hvor bundstykkerne til deres skydevåben indsamles, så de bliver ubrugelige. Aktionen er sat i gang på baggrund af terrorangrebet i København, hvor gerningsmanden skød med et stjålet hjemmeværnsvåben.
 
Beslutningen har fået en blandet modtagelse, og i særdeleshed flere af de borgerlige partier er kritiske overfor beslutningen, fordi Hjemmeværnet dermed ikke kan træde til, hvis Danmark bliver angrebet.
 
Peter Viggo Jakobsen, som er forsker i forsvarspolitik ved Forsvarsakademiet, mener dog ikke, at der er den store idé i at lade privatpersoner have adgang til skydeklare våben. Kun i nødstilfælde kan det vise sig nyttigt:
 
”Det er klart, der er en risiko, hvis man forestiller sig en eller anden Breivik, der render rundt på åben gade og skyder folk til højre og venstre. Hvis en hjemmeværnsmand så bor lige om hjørnet, kunne han jo bare hive våbnet ud af skabet og skyde fjolset. Det kan han ikke, hvis han ikke har adgang til våben. Men vi skal helt derud, for at det kan have en konsekvens,” siger han til Berlingske.
 
Selvom det altså ikke kan udelukkes, at det i fremtiden kunne blive brugbart, at hjemmeværnsmedlemmer har adgang til skydeklare våben, handler det ifølge Peter Viggo Jakobsen om at konsekvensafveje mulighederne:
 
”Sandsynligheden skal holdes op i mod risikoen for, at en tosse bryder ind og fjerner de våben, og så bruger dem til at slå folk ihjel med. Det er den afvejning, der skal foretages”.
 
Senest den 30. marts skal bundstykkerne inddrages fra de 4.328 frivillige hjemmeværnsmedlemmer, der i dag har våben opbevaret i hjemmet.
 
Hvad mener du om Hjemmeværnets beslutning? Er det mangel på tillid til medlemmerne?
 
Berlingske

Tags: 
Se debatter