Eksperter advarer: Den danske hær er utilstrækkelig

Eksperter advarer: Den danske hær er utilstrækkelig

image title: 
Foto: Forsvaret.norge/Instagram
Danmarks evne til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb er ikke tiltrækkelig. Det mener flere sikkerhedseksperter og forsvarsdebattører, som i forbindelse med 75-året for den tyske besættelse af Danmark advarer om, at den danske hær er utilstrækkelig.

Blandt kritikerne er Jesper Helsø, der var forsvarschef fra 2003-2008.

”Det er en hær, som mangler udholdenhed. Den har et antal forældede systemer, som er væsentlige for, at den kan operere sammenhængende, blandt andet artilleri og et opdateret panserværn. Man skal kunne løse hele spektret af opgaver. Ellers giver det ingen mening,” siger Jesper Helsø til Berlingske.

Pensioneret oberst Lars R. Møller beskriver Danmarks hær som en ”milits”, fordi den næsten ikke har nogle tunge våben.

Kritikken giver også genlyd på Christiansborg. Her mener De Konservative, at vi i dag står i en helt anden sikkerhedspolitisk situation end den, der var grundlaget for forsvarsforliget i 2012. Her blev der lanceret besparelser på 2,7 milliarder kroner om året.

Partiet er derfor nu ved at lave et nyt forsvarsudspil, og K-formand Søren Pape Poulsen åbner for at genindføre et mobiliseringsforsvar, der ellers blev droppet i 2004, da men regnede med, at truslen fra øst var ovre.

”Når vi oplever russerne krænke vores luftrum, så må vi tage forsvaret alvorligt,” siger Søren Pape Poulsen til Berlingske.

Formanden ønsker, at en eventuelt kommende borgerlig regering skal igangsætte en vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik, og her og nu ønsker De Konservative at øge forsvarsbudgettet med en milliard kroner.

Mener du, at Danmark skal bruge flere penge på forsvaret?

TV 2
Tags: 
Nøgleord: