Ensomhed er ligeså dødeligt som fedme

Ensomhed er ligeså dødeligt som fedme

image title: 
Foto: Maxim Lupascu/123rf.com
 Omkring 270.000 danskere over 16 år – svarende til seks procent af befolkningen – er ofte alene, hvor de ønsker at være sammen med andre. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
 
Og denne ensomhed er ikke helt ufarlig. De samme tal afslører nemlig, ar der er større risiko for at dø tidligt, hvis du er ensom. Der dør nemlig årligt 770 flere danskere, der er ensomme, end danskere der ikke er ensomme. Dette svarer til cirka 2 dødsfald om dagen.
 
Ensomhed øger risikoen for flere livstruende sygdomme, fortæller en af verdens førende forskere i ensomhed, John Cacioppo, til Ekstra Bladet.
 
”Sandsynligheden for at dø af hjertesygdomme, diabetes, kræft, ulykker og selvmord er højere for kronisk ensomme personer,” fortæller han.
 
Cacioppo henviser til en undersøgelse, hvor tre millioner mennesker er blevet fulgt i gennemsnit syv år. Undersøgelsen viste, at ensomhed kan øge dødelighed med 26 procent, som gør det ligeså farligt som fedme.
 
”Man dør ikke direkte af ensomhed, lige som du heller ikke dør direkte af fedme. Men man dør af de sygdomme, som ensomhed kan øge risikoen for at få,” forklarer han.
 
LÆS OGSÅ: Derfor bliver kvinder hurtigere fulde end mænd
 
Kultursociolog og direktør hos fonden Ensomme Gamles Værn, Christine Swane, kan nikke genkendende til forskningen, og mener, at vores krop og sjæl hænger sammen.
 
”Hvis man føler sig ensom, har man det skidt. Så spiser man måske for meget, for lidt eller mere usundt. Man sover måske dårligt. Nogle, især mænd, kommer til at drikke for meget, eller man får måske ikke rørt sig. Man mærker sine følelser i kroppen, og hvis ensomheden bider sig fast, er der større sandsynlighed for at pådrage sig en række sygdomme.”
 
Det kan være svært at bevæge sig ud af denne ensomhed, og derfor opfordrer hun til, at andre hjælper til, hvor de kan.
 
”Der er en masse tilbud især til ældre. Men det er vigtigt, at de, der har overskud, inviterer nye personer ind. Hvis man ikke føler sig velkommen, så går man igen,” siger hun til Ekstra Bladet.
 
Og det er især lokalområdet, der kan hjælpe til.
 
”Det er vigtigt at skabe muligheder i lokalområdet. Hvis man føler sig ensom, skal der være noget, man får øje på, som man har lyst til at være en del af. Der skal være nogen, der inviterer, og nogen at følges med. Det kan være svært at komme af sted alene,” siger hun.
 
Er du ensom?
 
Ekstra Bladet
Tags: 
Nøgleord: