Er din bank blacklistet?

Er din bank blacklistet?

image title: 
Foto: Jens Gade/123rf.com
Niro Invest har netop offentliggjort deres årlige rapport med en risikovurdering af de danske pengeinstitutter, og her vurderes hele otte ud af 70 banker til at være i fare for at gå konkurs.

Bankerne, som i Niro-rapporten vurderes som konkurstruede, er Vestjysk Bank, Skjern Bank, Danske Andelskassers Bank, Salling Bank, Den Jyske Sparekasse, Østjydsk Bank, færøske Suduroyar Sparikassi og Andelskassen J.A.K. Slagelse.

Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, fortæller dog, at det er de færreste kunder, der behøver frygte en eventuel konkurs.

”Har man et indestående på under 750.000 kroner skal man ikke gøre andet end at læse artiklen (artiklen omhandlende rapporten, red). Hvis man er tilfreds med banken, og de betingelser den tilbyder, er der ikke noget, man skal foretage sig,” siger han ifølge TV2.

De 750.000 kroner, som Lars Krull hentyder til, skyldes, at man som bankkunde i dag er sikret af den såkaldte ’indskydergaranti’, der dækker kundernes tab i forbindelse med bankkrak for op til 100.000 euro per kunde, mens al gæld i banken overtages af et nyt institut i tilfælde af konkurs.

Ifølge Lars Krull behøver man dog slet ikke frygte, at rapportens bundskrabere går konkurs, og den opfattelse deles af John Norden, der er administrerende direktør i bankportalen Mybanker.
 
”Jeg tvivler stærkt på, at vi ser flere bankkrak. Man ønsker ikke fra Finanstilsynets side af, at der kommer flere bankkrak, for det er ikke nødvendigt. Det er rigtigt, at man har nogle regler, men man har en lempeligere tilgang til dem. Man slagter ikke længere en bank over weekenden – den slags er historie.”
 
Er du kunde i en af disse banker? Kunne du finde på at skifte til en anden?
 
TV2
Tags: