Får krisehjælp efter livsfarlig studenterkørsel

Får krisehjælp efter livsfarlig studenterkørsel

image title: 
Francis Dean/123rf.com
Studenterkørsel er en festlig begivenhed, men tirsdag formiddag tog begivenheden en uventet drejning, da en ung mand blev ramt af en jernbro på Sjælør Boulevard i København.

”En ung mand er kravlet op på rækværket, da han vil tage et billede af sig selv sammen med sine medstuderende. Han kommer lidt for højt op og opdager ikke en jernbanebro, som rammer ham i hovedet, da studentervognen kører under, ” fortalte Henrik Brix, vagtchef hos Københavns Politi til BT.

Den unge mand slap med en flænge i baghovedet og en hjernerystelse og blev kørt til hospitalet. Chaufføren der kørte studentervognen var så chokeret efter uheldet, at han ikke kunne gennemføre resten af ruten. 

”Det var en af vores rutinerede chauffører, men han var alt for chokeret til at køre videre. Han modtager i øjeblikket krisehjælp af en professionel hjemme hos min kone, som er medejer af virksomheden,” siger Bengt Ragnar Svensson, der er ejeren af Festlastbiler.dk til BT.

LÆS OGSÅ: Buschauffør blev nattens helt: Fik fuld pige hjem

Hos udlejningsfirmaet ser man meget alvorligt på ulykken, der i værste fald kunne have kostet den unge mand livet.

”Studenten har det fint, men både min hustru og jeg er dybt chokerede, og jeg tror ikke, at de unge mennesker er klar over, hvor alvorligt det er. Havde han været 10 centimeter højere oppe, kunne han have været død,” siger Bengt Ragnar Svensson til BT.

Efter ulykken valgte studenterne at fortsætte turen til trods for, at udlejningsfirmaet tilbød dem at aflyse resten af ruten og få tilbagebetalt hele beløbet for vognen.

Festlastbiler.dk kører hvert år 3.000 studenter, og firmaet sikkerhedsbriefer altid studerende inden turen begyndes. Ejer Bengt Ragnar Svensson oplyser, at ulykken er den mest alvorlige, firmaet hidtil har oplevet.

Hvad tænker du om studenternes beslutning om at fortsætte turen?

BT
 
Tags: