Faster sagsøger nevø for 830.000 kroner

Faster sagsøger nevø for 830.000 kroner

image title: 
Foto: Wavebreak Media Ltd/123rf
I Connecticut i USA har en jury nu besluttet, at en nu 12-årig dreng ikke skal betale erstatning til sin 54-årige faster, Jennifer Connel, efter han for fire år siden ved et uheld var skyld i, at fasteren brækkede sit håndled. 

Den dengang 8-årige nevø blev meget begejstret for at se sin faster til sin fødselsdagsfest, skriver avisen Conneticut Post. Så begejstret, at han ved synet af hende sprang op fra sin nye to-hjulede cykel og løb fasteren i møde for at kramme hende. 

Og det var her, det begyndte at blive “farligt”. 

“Lige pludselig hoppede han op i luften, jeg var nødt til at gribe ham, og vi faldt til jorden,” vidnede Jennifer Connel i retten ifølge Connecticut Post. Hun fortsatte: 

“Jeg husker ham råbe ‘Faster Jen, jeg elsker dig’ idet han kom flyvende imod mig.”

LÆS OGSÅ: Se, hvorfor Danmark er verdens lykkeligste land

Jennifer Connel fortalte retten, at hun ikke sagde noget til sin nevø på dagen, fordi hun ikke ville ødelægge hans dag. 

Men siden da har hendes liv været hårdt, vidnede hun i retten. Trappeturen op til hendes lejlighed på 3. sal i et af New Yorks mest velhavende kvarterer er hård for hende, og til en fest for nylig havde hun problemer med at holde sin tallerken med hors d’œuvre, fortalte hun. 

Ifølge Jennifer Connels advokat, William Beckert, burde den 8-årige dreng “have vidst bedre”. 

“Vi har regler for børn. Han var ikke forsigtig. Han var til fare for andre,” sagde han til Connecticut Post. 

Avisen beretter, at det kun tog juryen 25 minutter at beslutte, at Jennifer Connel ikke var berettiget til de 127.000 dollar, svarende til mere end 830.000 danske kroner, som hun krævede i erstatning fra sin 12-årige nevø. 

Med i retten var drengens far; hans mor døde sidste år. 

Hvad synes du om, at det i USA er muligt at sagsøge andre? Og kunne du selv finde på, at sagsøge et familiemedlem, hvis det var muligt? 

Washington Post
Tags: 
Nøgleord: