Feminisme: Et misforstået begreb?

Feminisme: Et misforstået begreb?

image title: 
Katarzyna Białasiewicz/123rf.com
I går var det Kvindernes Internationale Kampdag, og i den forbindelse var flere mænd og kvinder samlet for at kæmpe for ligestilling. En kamp om lige løn for lige arbejde – uanset køn. En kamp om at nedbryde sexistisk undertrykkelse – uanset køn.

En kamp for alle. Feminister som kort fortalt ønsker et samfund, hvor kvinder og mænd har lige pligter, rettigheder og muligheder inden for væsentlige områder af livet.

Men er du også en af dem, der tror at feminister kun kæmper for kvinders rettigheder, så tager du ifølge feministisk debattør og kandidatstuderende Emma Holten fejl.

Emma Holten antændte for alvor den feministiske debat med nøgenbilleder af sig selv efter at have været udsat for et såkaldt hævnpornoangreb, og hvis man spørger hende, så har feminister stadig meget at kæmpe for. 

”Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor feminismen stadig er relevant. Og jeg får altid lyst til at spørge tilbage, om de kan komme med konkrete eksempler på, hvorfor den ikke er”, siger hun.

​LÆS OGSÅ: Debat: Kvindernes Internationale Kampdag

Emma Holten kan godt forstå, at mange har svært ved at se, at ligestilling er fraværende i Danmark. Hun oplever, at de fleste går ind for ligestilling og har en forestilling om, at det findes – men desværre er begrebet meget misforstået, og langt de fleste tror stadig, at feminister kun går ind for kvinders rettigheder.

”Det er en stor misforståelse, at feminisme handler om kvinder mod mænd. Det handler om feminister mod sexister og om lige muligheder for alle. Det sindssyge er, at feminister er de eneste, jeg kender, der arbejder for mænds rettigheder”, siger hun og tilføjer

”Det problematiske er, at hver gang jeg er til et arrangement om mænds rettigheder, så er der et lokale fyldt af feministiske kvinder – og ingen mænd”.

Men skyldes misforståelsen måske selve betegnelsen - burde feminisme hedde noget andet eller bør folk sætte sig ind i ordets oprindelige betydning inden de angriber det?

For i dets oprindelse er det til for at tilgodese det bedste for både kvinder og mænd i et samfund.

Hvad forstår du ved betegnelsen feminisme?
Tags: