Forældre skaber sig over samlekort fra Dansk Supermarked

Forældre skaber sig over samlekort fra Dansk Supermarked

image title: 
Foto: Francis Dean/123RF
I 2014 lancerede Dansk Supermarked, der står bag store supermarkeder som Netto, føtex og Bilka, for første gang kampagnen, der gjorde det muligt for handlende forældres børn at samle kort med dyremotiver. ”For hver gang du har handlet for 100 kroner, får du fire samlekort”, hed det sig. Kampagnen blev en succes.

Dansk Supermarked møder dog kritik fra flere forældre efter at have påbegyndt en lignende kampagne, nu med havdyr. Joan Vedel Andersen, der er mor til to, er skuffet:

”Man bliver stillet i udsigt, at det er realistisk at samle alle 140 kort, men det er det efter min mening ikke. Vi har brugt 32.000 kroner og har derfor modtaget 320 pakker med samlekort, og vi mangler stadig seks specialkort i hver af børnenes mapper,” siger hun til Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Forældrestraf: Nej til børn uden vacciner

Dansk Supermarked har, i modsætning til sidste år, valgt, at 30 ud af 140 samlekort i år er såkaldte specialkort. Ifølge pressechef hos Dansk Supermarked, Mads Hvidtved Grand, er der produceret 5 millioner specialkort og 80 millioner almindelige samlekort.  Hvert 16. kort er altså et specialkort.

De kort, som Joan Andersens børn har fået i pakkerne, passer dog slet ikke med den statistiske mulighed for at få specialkortene. Derfor har hun sendt en klage til Forbrugerombudsmanden og har ind til videre fået opbakning fra 290 andre, der har skrevet under på klagen.

Joan Andersen mener, at Dansk Supermarked anvender børnene til at tage forældrene og deres penge som gidsler, når de sættes over for dilemmaet, om de skal købe dyrt og modtage samlekort eller købe billigt uden samlekort.

Ifølge et bilag til bekendtgørelsen om urimelig markedsføring fremgår det af punkt 28, at markedsføring anses for urimelig, hvis:

”En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører”.

Dansk Supermarked afviser kritikken og mener, at deres kampagne følger god markedsføringsskik.

Hvad mener du? Brokker vi os over for små ting i dagens samfund, eller har forældrene en sag?

Jyllands-Posten
Tags: