Forlystelsesparker: Disse dage er køerne kortest

Forlystelsesparker: Disse dage er køerne kortest

image title: 
Foto: Ron Zmiri/123rf.com
Sommerferie og sol har fået folk til at tage i landets forlystelsesparker for at få en hyggelig dag med familien. Men det kan også resultere i længere køer ved både indgange, forlystelser og ishuse. Derfor kan det betale sig at planlægge sin tur i forlystelsespark på bestemte dage og tidspunkter.
 
Ifølge en rundringning foretaget af TV 2, fortæller sommerlandene, at det eksempelvis kan være en fordel at tage af sted i weekenderne, hvor sommerhusene har skiftedage. Derimod er det travlest midt på ugen, hvor børnefamilierne måske er begyndt at kede sig i sommerhusene.
 
Her er en guide til, hvornår køerne er kortest i de forskellige forlystelsesparker:
 
Legoland
I landet bygget af Lego er der færrest gæster om lørdagen og søndagen. Man kan desuden undgå lange køer ved indgangen ved at købe billet via deres hjemmeside. Ifølge TV 2 er det også en god ide at starte med at prøve forlystelserne i bunden af parken for derefter at bevæge sig ned mod indgangen.
 
Djurs Sommerland
Hvis du vil undgå for lange køer her, er det bedst at besøge forlystelsesparken fredag eller søndag.
 
Tivoli
Til forskel fra de andre forlystelsesparker er Tivoli mest travl i weekenden. Derfor er der mest plads om mandagen, tirsdag og onsdag.
 
LÆS OGSÅ: Få råd til mere: Her er de bedste sparetips
 
Sommerland Sjælland
I Sommerland Sjælland er køerne længst tirsdag, onsdag og torsdag. Planlæg derfor at besøge stedet fredag eller mandag, hvor der er færrest gæster. Sommerland Sjælland anbefaler desuden, at man kommer efter frokost, hvor køerne ved indgangen er kortere end først på dagen.
 
BonBon-land
I den sydsjællandske forlystelsespark er det bedst at komme om mandagen, hvis man vil undgå for lange køer.
 
Fårup Sommerland
Hos det jyske sommerland er der travlest om tirsdagen og onsdagen. Derfor anbefales det, at man kommer enten mandag, fredag eller søndag. Man kan tjekke de forskellige køtider til forlystelserne på Fårup Sommerlands app.
 
Hvilken forlystelsespark skal du besøge i sommerferien?
 
TV 2 
 
Tags: