Forsker: Sælg danske øer til russere

Forsker: Sælg danske øer til russere

image title: 
Foto: Christian Mueringer/123rf.com
Yderområderne – eller Udkantsdanmark, som de også yndes at blive kaldt – var et af valgkampens helt store temaer, og står det til lektor og forsker Jørgen Møller med speciale i lokalplanlægning, landsbyer og øsamfund ved Aalborg Universitet, er det tid til at nytænke hele debatten:

”Vi trænger i den grad til en fordomsfri debat om, hvad vi skal bruge øerne til, især dem, der blot har 15, 20 eller 25 beboere. For det er simpelthen for dyrt for kommunerne og samfundet at holde dem i live,” siger han til Politiken og fortsætter:

”Jeg tror på, at der er mere fornuft, økonomi og arbejdspladser i at lade professionelle investorer købe og drive øerne, eksempelvis som ferieområder og naturparker. Det kunne også være nogle af de rige russere, der køber fodboldklubber i England, det kunne være tyskere med hang til dansk natur og hav – eller det kunne være dansk kapital, der blev sat i arbejde på denne måde.”

LÆS OGSÅ: Milliardær vil bryde personligt tabu

Hverken Venstre eller Liberal Alliance vil helt afvise at sælge danske øer til rige forretningsmænd, fonde eller lignende, men begge partier tager dog deres forbehold. Det samme gør Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Småøer:

”Vi er vidner til en enorm centralisering, der tilsiger, at alle helst skal bo i byerne, selv om det også skaber problemer. Jeg glæder mig til den dag, hvor en forsker gør opmærksom på de dele af København, der ikke giver overskud, og foreslår, at vi sælger de veje, hvor der er minus på den økonomiske konto.”

Antallet af beboere på de danske øer faldet de seneste årtier, så det i dag blot lyder på 5.590, viser tal fra Danmarks Statistik.

Hvilke fordele og ulemper kan du se ved forslaget? Er mange af de danske øer for dyre at holde kørende?

Politiken