Frustreret tv-personlighed: Min datter er usund

Frustreret tv-personlighed: Min datter er usund

image title: 
Foto: Maria Sbytova/123rf.com
De fleste forældre kender nok udfordringen med at få deres børn til at spise broccoli, fisk og andre sunde ting, mens is, slik og kage uden problemer ryger ned.

Samme udfordring har Irina Babenko, der blandt andet er kendt for tv-programmet ’Divaer i Junglen’. Tidligere spiste hendes toårige datter, Alessia, det meste, men efterhånden vil hun kun indtage de søde sager.

”Hvad jeg ikke "gemte" af grøntsager i lasagnen i går... Men hun rørte den ikke. Pasta går heller ikke så godt som før. Rugbrødsmadder kan liiiiige gå engang imellem. Bananer vil hun heller ikke have! Fiskefrikadeller – no thanks,” skriver Irina Babenko på sin Instagram-profil, inden hun fortsætter:

”I forstår nok situationen. Hvis jeg er heldig, spiser hun lidt agurk eller rosiner (af de sundere valg) og engang imellem kogte æg. Om morgenen er hun mest til corn flakes (uden sukker), som jo ikke er hurra, men hun spiser det, hvor hun før spiste yoghurt.”

LÆS OGSÅ: TV3-vært vækket af indbrudstyv i sit soveværelse

De fleste er nok af den opfattelse, at kræsne børn bliver kræsne, fordi forældrene ikke siger fra eller er konsekvente nok.
Ifølge Irina Babenko har hun og kæresten, DJ’en Faustix, dog forsøgt det meste.

”Vi sætter os sammen ved måltider og prøver at give hende det samme, som vi spiser. Jeg har prøvet at spise med tablet i håb om hun glemmer, at hun ikke vil have maden, og uden tablet. Men hun er bare en stædig lille skid, der ikke giver sig,” skriver den frustrerede blogger, der slutter af med en opfordring til sine mange følgere:

”SÅ, kære følgere, er det nu, at jeg står og er klar til ALLE jeres gode råd, haha... Hvad gør jeg? Hvilke retter kan I tippe om? Er det bare en periode? Det håber jeg i hvert fald.”

Hvilket råd vil du give Irina Babenko?
Tags: