Fuglelort ødelægger din bil på få timer

Fuglelort ødelægger din bil på få timer

image title: 
Foto: Pavol Stredansky/123rf.com
De fleste bilejere har sikkert oplevet at få en fugleklat på køleren, og i de fleste tilfælde tænker man nok, at det da ikke er så galt. Og det er det da heller ikke – hvis man fjerner klatten relativt hurtigt.

Fugleklatter har nemlig et utrolig højt syreindhold, og derfor kan en fugleklat på bare 8-10 timer ætse lakken på bilen – i varmt vejr kan det endda ske på blot fire-fem timer.

”Man skal lade være med at ignorere klatten og tænke: Den kan sidde til, jeg kommer i vaskehal på lørdag. Få den væk, så snart du har chancen,” siger Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i FDM’s tekniske afdeling, til DR.

LÆS OGSÅ: Overrasket? Dette kan du vaske i opvaskemaskinen

Ifølge leasingfirmaet ADL koster det i gennemsnit 4176 kroner at få omlakeret en mellemklassebil som en Ford Mondeo, så der er altså penge at spare ved at holde øje med fugleklatterne.

Jørgen Jørgensen anbefaler ifølge DR, at man bør holde øje med følgende for at forhindre lakskader på bilen:
  • Vask fugleklatterne væk, så snart du har chancen. Brug almindeligt vand og sæbe, da det neutraliserer syren.
  • Er du ikke i nærheden af vaskegrej, så find noget vand, der kan opløse noget af lorten. Jo mindre koncentrationen af syre er, desto mindre er også chancen for lakskader.
  • Forsøg aldrig at fjerne fugleklatten med en tør klud. En tør fugleklat fungerer som slibemiddel, og du kan ende med ridser i lakken.
  • Vask din bil regelmæssigt. Hvis bilen er snavset, binder klatterne bedre, og kombinationen af snavs og fulgelort kan give endnu større skader.
  • Sørg for at give din bil en lakforsegling en gang om året, da det beskytter lakken.
  • Vask bilen jævnligt med et produkt, der indeholder voks – eksempelvis autoshampoo.
  • Husk på, at en vask med voksbehandling i en vaskehal ikke er en grundbehandling, men en generel overfladebehandling. En dyr vask med voksbehandling er ikke nødvendigvis pengene værd.
  • Hvis uheldet har været ude, kan du være heldig, at det kun er i overfladen. I det tilfælde kan skaden næsten poleres væk med autopolish.
  • Hvis du vil være helt sikker på at undgå skader, er der kun to ting at gøre: 1) Pak bilen ind i folie som på bl.a. taxier, eller 2) dæk bilen til med overtræk eller kør den i garage. 
Har du oplevet skader på din bil som følge af fugleklatter?
 
DR
Tags: 
Nøgleord: