Gik journalist for langt i dansk terrorsag?

Gik journalist for langt i dansk terrorsag?

image title: 
Foto: frydolin/123rf.com
Som journalist vil du ofte gå langt for den gode historie, og en journalist fra Metroxpress har måske lige taget skridtet for langt. I dagene efter terrorangrebet i København i februar, hvor den 22-årige terrorist Omar El-Hussein skød og dræbte to personer, forsøgte en journalist fra Metroxpress at komme i kontakt med Omars barndomsvenner i Jordan.

Gennem Facebook havde journalisten fundet frem til vennerne, og ansøgt dem via en profil med navnet Søren Heisenberg. Profilen havde i alt 35 venner og havde liket ekstreme, islamistiske grupper som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam. Kort efter startede han en korrespondance med de jordanske drenge, hvor han ytrede sorg over El-Husseins død.
 
Problemet med profilen var dog, at den slet ikke var ægte, og hvad endnu værre var, at profilbilledet var af en intetanende 30-årig mand fra Jylland. En mand, som hverken kendte journalisten, Omar El-Hussein eller de jordanske drenge.

Den 30-årige mand arbejder til daglig som sikkerhedsvagt, og skal løbende sikkerhedsgodkendes af PET. Han har nu meldt både journalisten og Metroxpress til politiet for at misbruge hans billede.

LÆS OGSÅ: 11 års fængsel til mormor for at dræbe morfar

”Det er rigtig ubehageligt, at mit ansigt er blevet misbrugt på den måde. Især fordi jeg har brug for at blive sikkerhedsgodkendt i forbindelse med mit arbejde, men det er også ubehageligt at være blevet blandet ind i en virkelig alvorlig og potentiel farlig sag,” fortæller den 30-årige mand i et interview med Jyllandsposten. Han har valgt at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed.

Journalisten, der ikke længere er ansat hos Metroxpress, har selv henvendt sig til den 30-årige mand for at give ham en undskyldning. Dette har dog ikke fået ham til at trække anmeldelsen tilbage, fordi han gerne officielt vil vise, at han intet har med terrorsagen at gøre.

Hvor langt synes du, at journalister har ret til at gå i jagten på den gode historie?

Jyllandsposten 
Tags: