Håndkøbsmedicin kritiseres for at være livsfarligt

Håndkøbsmedicin kritiseres for at være livsfarligt

image title: 
Foto: eivaisla/123rf.com
Det kan være fristende at tage en Ibuprofen, når hovedet dunker, ryggen smerter eller hoften brokker sig. Men en ny dansk undersøgelse viser, at risikoen for hjertestop stiger med 31 procent, når man indtager det smertestillende håndkøbsmedicin Ibuprofen, som kan købes i både supermarkeder og på tankstationer. Trods undersøgelsens resultater afviser Lægemiddelstyrelsen at skærpe reglerne, så Ibuprofen fremover kun kan købes på apotekerne.
 
En afvisning, som de danske apoteker kritiserer.
 
”Det er dybt mærkværdigt, at Lægemiddelstyrelsen på den ene side opfordrer kunderne til at bruge Ibuprofen med omtanke og på den anden side mener, at pillerne stadig skal stå på hylderne i detailhandlen. Jeg kan godt forstå, hvis forbrugerne bliver forvirrede,” fortæller Anne Kahns, der er formand for Apotekerforeningen.
 
Overfor TV2 forklarer hun, at resultaterne af den danske undersøgelse viste, at risikoen for hjertestop øges med 31 procent, når man indtager Ibuprofen.

”Ibuprofen kan være livsfarligt for folk med hjertekarproblemer - derfor bør de kun kunne købes på apoteket, hvor folk har mulighed for at få medicinfaglig rådgivning. Det tror jeg også, de fleste forbrugere vil være enige i. Der er ingen grund til at løbe unødige risici,” siger Anne Kahns og understreger, at hvis du tror, at medicin du køber i supermarkedet er ufarligt, kan du godt tro om.

”Mange forbrugere tror fejlagtigt, at medicin der kan købes i supermarkedet er harmløst. Og når man oven i købet kan købe dobbelt så mange Ipren i supermarkedet som Panodil, får man sendt nogle helt forkerte signaler til forbrugerne.”

LÆS OGSÅ: Advarsel: Metalstykker fundet i kager fra Coop

Ifølge hende kan den personlige vejledning på apoteket ændre folks adfærd i forhold til, hvilket produkt de vælger. Anne Kahns mener desuden, at Lægemiddelstyrelsen burde tage mere hensyn til forbrugerne.

”Lægemiddelstyrelsen mener, at Ibuprofen fortsat skal være frit tilgængelig på trods af forskernes advarsel. De vægter få borgeres behov for at kunne gå på benzintanken og købe Ibuprofen højere end hensynet til sikkerheden for en langt større gruppe. Og ud fra et medicinfagligt synspunkt, giver det slet ikke mening. Er en almindelig Paracetamol ikke tilstrækkelig, kan man jo altid henvende sig på apoteket, hvor der også er mulighed for rådgivning," siger Anne Kahns.

Synes du, man burde droppe salget af Ibuprofen på tankstationer og supermarkeder?

TV 2


 
Tags: