Her er Amagermandens sidste offer i dag

Her er Amagermandens sidste offer i dag

image title: 
Foto: Kristian Kirk Mailand/123rf.com
Det har ikke været let for Mandy Johnsen at komme videre, efter hun blev overfaldet af Marcel Lychau Hansen, også kendt som Amagermanden, for syv år siden.

”Jeg plejede at sige, jeg havde det fint. At der ikke var noget galt, men i dag oplever jeg ofte at få angstanfald,” siger Mandy Johnsen i et interview med TV 2.

I 2010 blev den nu 24-årige Mandy udsat for et groft overfald, da hun var på vej hjem fra en hyggelig aften med vennerne.
Hvad Mandy ikke vidste dengang var, at de DNA-spor, som overfaldsmanden efterlod på hende, ville føre til fældningen af en mand, der over tre årtier havde forgrebet sig på uskyldige kvinder på Amager.

For efter politiet blev tilkaldt, lykkedes det schæferhunden Cooper at finde et afgørende bevis i sagen. Nemlig dét kondom, som Marcel Lychau Hansen havde brugt under voldtægten.

”Folk har talt meget om det og lagt vægt på, at beviset var et gennembrud i sagen, men jeg har nu aldrig set det som, at jeg har været med til at løse noget. Man tænker ikke på det store billede, når man har været udsat for noget så forfærdeligt, fortæller Mandy til TV 2.

LÆS OGSÅ: Smittefare: Dansker død af sjælden sygdom

Årene efter overgrebet og retssagen i 2012 var hektiske for Mandy Johnsen. Ser hun tilbage var hun i tiden efter måske heller ikke særlig god til at mærke efter, hvordan hun virkelig havde det. I stedet stillede hun op til det ene interview efter det andet.

”Nærmest dagen efter voldtægten var jeg i gang og troede ikke, der var noget. Jeg har altid været en ret lukket person og har holdt mine følelser for mig selv, så det har i overgange været svært for min familie at forstå, hvad jeg har gået igennem, selvom de selvfølgelig altid har støttet mig,” forklarer Mandy.

”Det tog tid for mig at indse, at jeg havde nogle følelser, jeg var nødt til at bearbejde. Jeg har i et års tid haft en mentor, som har hjulpet mig med at sætte hændelsen i perspektiv og fået mig til at føle efter,” fortæller hun.

Ifølge Mandy har mentoren hjulpet hende til at få større selvindsigt.

”Der har jo hele tiden været noget gemt under overfladen, jeg kunne bare ikke mærke det i begyndelsen,” forklarer Mandy.
Selvom det har været en lang, og til tider ensom vej, er helingen nu i gang, og Mandy kan endelig se fremad:

”Jeg kan se fremtiden. Det har jeg ikke kunnet før,” siger hun, og fortæller, at hun drømmer om at blive socialpædagog:

”Jeg har altid gerne ville hjælpe udsatte unge. Jeg har oplevet og set meget i min ungdom, som jeg tror, jeg ville kunne bruge i arbejdet. Jeg er overbevist om, at de unge kan mærke, når socialpædagogen har fået sin viden gennem en bog, og det er altså vigtigt, at de kan mærke på personen, at de ved, hvad de taler om.”

Marcel Lychau Hansen blev idømt en fængselsstraf på livstid.

Kan du forstå, at Mandy Johnsen vælger at stå frem og fortælle sin version af sagen?

TV2
 
Tags: