Hjerteskærende: 6-årig beder betjent om autograf

Hjerteskærende: 6-årig beder betjent om autograf

image title: 
Foto: Polisen Södermalm/Facebook
En sød historie i en tragisk sammenhæng har fundet vej til de sociale medier. På Södermalm Politis Facebook-side beretter en betjent om en oplevelse med en seksårig dreng, der fejede benene væk under ham og kollegerne.
 
Betjenten Jesper var, sammen med en kollega, blevet kaldt ud til et husspektakel, hvor en fuld ægtemand mishandlede sin kone – for øjnene af deres seksårige søn, som havde forsøgt at holde faderen på afstand med sit plasticsværd.
 
Situationen var kaotisk ved betjentenes ankomst, og efter at have lagt faderen i håndjern og taget sig af den forslåede mor, vendte Jesper sin opmærksomhed mod drengen.

”Du er seks år, men taler til mig som om du er voksen. Hvert ord skærer mig i hjertet. Det gør så ondt at høre på det, du har at sige. Det gør ondt at høre på, hvad du har oplevet,” skriver han blandt andet i Facebook-opslaget.

LÆS OGSÅ: Hyldet over hele verden: Blæste på sin tro for at hjælpe lille dreng

Men selvom den lille dreng allerede havde gjort et kæmpe indtryk, blev betjenten for alvor blæst bagover, da drengen bad om hans autograf.

”Du siger, at du samler på autografer fra dine helte. Du siger, at min signatur skal stå på hylden ved siden af fodboldspillerne i Hammarby,” skriver han.

Betjenten slutter Facebook-opslaget af med at kalde oplevelsen ’den mest værdifulde bekræftelse på, at jeg og mine kolleger udgør en forskel', og opfordrer os desuden til at tage vare på vores børn.

Er betjentene helte? Hvem er i din optik hverdagens helte?

Ekstra Bladet
 
Tags: