Human Rights Watch: Lovliggør alle stoffer

Human Rights Watch: Lovliggør alle stoffer

image title: 
Foto: lacamerachiara/123rf
Det er en menneskeret at indtage euforiserende stoffer. Det mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.
Derfor bør det i alle lande være lovligt at besidde alle former for narkotika, mener de. Det skriver Politiken.

”Retten til privatliv indbefatter også, hvad folk gør med deres egen krop. Vi tillader, at folk i andre sammenhænge gør alt muligt med deres krop - drikker og spiser for meget og mange andre ting. Det bliver de ikke smidt i fængsel af, mens folk, der tager stoffer, bliver straffet,” siger Maria McFarland, direktør for Human Rights Watch i USA, til Politiken.

Hun påpeger, at det er et personligt valg, om man vil indtage stoffer, og at det derfor er en krænkelse af retten til privatliv, når det i Danmark og mange andre lande er ulovligt at besidde stoffer. Hun mener, at straf kun bør bruges, når man gør skade på andre eller udsætter andre for fare.

LÆS OGSÅ: Amnesty: Ja til prostitution

Human Rights Watch er ikke alene om den opsigtsvækkende holdning. I en tale til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sidste år, opfordrede den daværende FN-generalsekretær, Kofi Annan, også til, at det bliver lovligt at have narko på sig til eget forbrug.

Der er dog ikke udsigt til, at stoffer bliver lovliggjort i Danmark, skriver Politiken.

Sundhedsminister Sophie Løhde skrive afviser i en skriftlig kommentar at lovliggøre stoffer til eget forbrug, ”fordi stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige.”

Human Rights Watch mener desuden, at indsatsen mod narko-bagmændene er forfejlet. Derfor opfordrer organisationen FN og verdens regeringer til at omlægge indsatsen mod narko.

”Man er nødt til at tænke i alternative løsninger, der blandt andet kan indebære, at staten uddeler narko eller tillader, at andre kan gøre det, så man tager profitten væk fra narkobagmændene,” siger Maria McFarland til Politiken.

Hvad mener du om forslaget fra Human Rights Watch? Kan du forstå organisationens argumenter?

Politiken
Tags: