Hvem står bag de mange bilbrande? Få 3 bud her

Hvem står bag de mange bilbrande? Få 3 bud her

image title: 
Foto: Matthias Wolf/123rf.com
I nat er otte biler brændt af i Storkøbenhavn. To køretøjer blev brændt i København, mens Vestegnens politi melder om hele seks bilafbrændinger natten til onsdag.

Nattens afbrændinger følger en lang række af ildspåsættelser, der den seneste tid er gået ud over biler og knallerter i og omkring København.

LÆS OGSÅ: København hærges af bilbrande

Men hvad ligger til grund for de mange bilbrande?

Ifølge Sune Qvotrup Jensen, der er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, er der ingen, der ved, hvem der står bag de mange bilbrande, men han peger på tre mulige motiver bag afbrændingerne:

“Det kan være pyromani, det kan være venstreradikale, der ikke kan lide privatbilisme, eller det kan være småkriminelle halv-bander, der står bag,” siger han til Sol.dk.

Sune Qvotrup Jensen mener dog ikke, der er meget, der peger på, at afbrændingerne er politisk motiveret.

“Der er ikke så meget der taler for den venstreradikale forklaring, for så ville bagmændene ofte melde et eller andet ud eller komme med et manifest omkring det, og det er der ikke kommet,” forklarer han og fortsætter:

“Så mit bedste bud er, at det er sindsforvirrede personer, som får tilfredsstillelse af at brænde biler af, eller at det er knyttet til småoptøjer og uro i nogle af de her gadekulturer, som findes i særlig grad i socialt belastede boligområder.”

Selvom vi ikke ved, hvem der står bag afbrændingerne, mener lektoren fra Aalborg Universitet, at det er overvejende sandsynligt, at der er sammenhæng mellem afbrændingerne.

“Vi ved at den slags adfærd smitter. Der behøver ikke være sammenhæng på den måde, at der er et sammenfald af gerningsmænd, men der er i hvert fald den type sammenhæng, at vi ved, at mange ting kan have en epidemisk karakter. Man får den idé overhovedet at gøre det her, fordi man får øje på, at andre gør det, og så smitter det på den måde,” fortæller Sune Qvortrup Jensen.

Hvilken forklaring hælder du mest til?