Købmand: Sådan skal INGEN tale til mine ansatte

Købmand: Sådan skal INGEN tale til mine ansatte

image title: 
Foto: Tupungato/123rf.com
Nogle små ting kan få det værste op i nogle mennesker, og søndag var det et lokalt tilbud i REMA 1000, der fik en mand til at gå amok.
 
Kunden ville gerne benytte sig af butikkens tilbud på proteinboller fra Kohberg til fem kroner, men da der opstod forvirring om betalingen ved kassen, blev kunden sur.
 
”Ved kassen var der lidt forvirring omkring betalingen, hvilket hidsede dig så meget op, at du følte det nødvendigt at råbe højt af pigen i kassen med alle mulige beskyldninger om bedrageri og fusk...” skriver købmanden på Facebook, ifølge TV2.
 
Ubehagelige kunder og skældud er ellers ikke noget man er vant til i REMA 1000 i Hillerød.
 
”Vi har 1200 kunder igennem om dagen, og det er - højt sat - måske to - tre gange om året vi oplever, at have så vrede kunder. Generelt har vi et rigtig godt forhold til alle vores kunder,” siger Rasmus Erlandsen til TV 2.
 
Ifølge Rasmus Erlandsen blev kassedamen meget påvirket af kundens udbrud.

”Tilbage i butikken i kasse 1 sidder en grædende pige.... Hun scanner de næste tre kunder igennem... Grædende... Så får hun lukket kassen og kommer ud bagved til mig, ”skriver købmanden og fortsætter:
 
LÆS OGSÅ: Kritik: Nej til alvorlige diagnoser over nettet

”Hvem du end er derude, og om dette nogensinde når dig, så synes jeg, du skal vide, at jeg stod tilbage med en helt knust pige, der var meget rystet over din opførsel. Jeg ved ikke, hvad der har udløst så stort et raserianfald, at en ung piges dag på arbejdet skulle ødelægges. Jeg er sådan set også flintrende ligeglad. Du skal bare vide at den opførsel tolereres på ingen måde i min butik! Der er INGEN, der skal svine medarbejdere til, så de bryder grædende sammen - UANSET HVAD - sådan opfører man sig bare ikke... Og jeg er rigtig ærgelig over det ikke var mig du mødte i kassen....”
 
Efter 11.000 delinger på Facebook, nåede beskeden ud til den vrede kunde, der valgte at tage ned i butikken og sige undskyld for sin opførsel.
 
”Der kom en meget brødebetynget mand ned i butikken, og var nærmest ved at bryde grædende sammen på mit kontor. Han forklarede, at hans stressede hverdag havde fået ham til at sige nogle ting, som han ikke skulle have sagt. Han var rigtig ked af det,” fortæller Rasmus Erlandsen til TV 2.
 
Er det i orden, at man lader sine frustrationer gå ud over andre? 

TV2
Tags: