Kønsopdelt svømning forbydes i Aarhus

Kønsopdelt svømning forbydes i Aarhus

image title: 
Foto: Andrey Armyagov/123rf.com
Onsdag aften blev et bredt flertal i Aarhus Byråd enige om et opgør med kønsopdelt svømning i kommunens svømmehaller i den offentlige åbningstid.
 
Ud af de 31 byrådsmedlemmer stemte 26 af medlemmerne for et forbud om kvindesvømning i Gellerupbadet lørdag eftermiddage.”I Venstre er vi glade for, at vi nu får afslutning på den her sag. Og at der er bred opbakning til, at vi nu stopper tilbuddet i Gellerup,” udtaler Venstres politiske ordfører Gert Bjerregaard.

De eneste, der ikke bakkede op om beslutningen, var Det Radikale Venstre og Enhedslisten.

LÆS OGSÅ: Smittefare: Dansker død af sjælden sygdom

Både blandt brugerne af kvindesvømningen og hos Institut for Menneskerettigheder har forslaget vakt harme.

Hos Institut for Menneskerettigheder har ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg advaret om, at det kan gå hen at blive en sag for ligebehandlingsnævnet.

Ifølge hende er forslaget et udtryk for forskelsbehandling, da man afskaffer et eksisterende tilbud, som hovedsageligt har været benyttet af etniske minoritetskvinder.

Hos Venstre mener man derimod, at kønsopdelt svømning er et udtryk for misforstået hensyn og tolerance.

”Mener vi, at det er ligestilling, når man har tilbud som i Gellerup - altså svømmetilbud, som foregår bag nedrullede gardiner og lukket for offentligheden?” siger Venstres politiske ordfører Gert Bjerregaard og fortsætter:

”Er det dét, vi skal tilbyde i Aarhus Kommune? Det synes vi ikke. Det er med til at trække i den forkerte retning.”

Hos Socialdemokraterne understreger Esben Kullberg, at forslaget ikke er ensbetydende med et totalt stop for kvindesvømning. Så længe det bare foregår uden for svømmehallernes offentlige åbningstid og i regi af en forening.”Jeg har ikke hørt argumenter om, at det her ikke kan foregå i foreningsregi ligesom mange andre idrætsaktiviteter,” fortæller han og fortsætter:

”Det handler ikke om, at vi forhindrer nogen i at dyrke en idrætsaktivitet. Vi placerer den et sted, hvor den hører hjemme”. 

Hvad er din holdning til kønsopdelt svømning?

TV2 
Tags: