Kasseekspedient redder skoldet pige

Kasseekspedient redder skoldet pige

image title: 
Foto: Facebook/privatfoto
Mette Heymann og datteren Malou tilbragte en stor del af søndag den 19. juli på Rigshospitalet, fordi den treårige pige var blevet skoldet af kogende kaffe. De blev sendt hjem klokken 23.30, og her gik det op for Mette Heymann, at det sidste tog hjem til Holbæk var kørt.

Med en lille, træt pige på armen og en telefon uden batteri var gode råd dyre, men heldigvis fik den omtumlede mor lov at oplade sin telefon i 7-Eleven på Hovedbanegården. Her indså hun dog, at Rigshospitalet ikke kunne hjælpe hende med transport, mens hun heller ikke kunne få fat på sin familie.

Den trætte mor var derfor opgivende ved at bryde sammen ved tanken om at skulle vente på morgentoget mod Holbæk klokken 05.30, men heldigvis for hende havde kasseekspedienten i 7-Eleven, 27-årige Ali Akbar, overhørt hendes desperate telefonsamtaler, og han besluttede derfor at skride til handling.

”Jeg går og overvejer, om jeg skal køre dem hjem. Jeg skal alligevel ikke på arbejde dagen efter og kan sove længe. Jeg snakker lidt med pigen, som har ondt, men ellers virker hun glad og meget åben. Jeg har selv en datter på fem år, og jeg faldt lidt for pigen her. Jeg kunne ikke lade dem stå, så jeg tilbød at køre dem hjem,” fortæller Ali Akbar til TV 2.
 
LÆS OGSÅ: Helt reddede kæresten i strandmassakre 
 
Ali Akbar bor selv i Søborg, så turen til Holbæk var ikke ligefrem på vejen hjem. Ikke desto mindre er han glad for, at han handlede, som han gjorde – det giver ham nemlig selvtilfredshed.
 
”Det er ikke noget, der sker hver dag, men hvis der er en mulighed for at gøre en forskel, så gør jeg det. Men ærligt, så gør jeg det for min egen skyld, fordi jeg får en selvtilfredshed ud af det,” fortæller han.

Som ung var Ali Akbar lidt af en rod, men han fik hjælp til at komme på rette spor, og det har inspireret ham til at hjælpe andre, når muligheden byder sig. Det er Mette Heymann naturligvis utroligt glad for:

”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke ham, overhovedet. Jeg tilbød ham nogle penge som tak, men det ville han ikke tage imod,” siger hun.

Kunne du helt ærligt finde på at gøre som Ali? Beviser historien, at alle fortjener en chance til?

TV 2