Kommune nægter handicappede svømmehalsbesøg

Kommune nægter handicappede svømmehalsbesøg

image title: 
Foto: tomwang/123rf.com
Martin fra Varde er handicappet, men har de seneste otte år forsøgt at forbedre sin funktionalitet ved at bruge varmtvandsbassinet i byens svømmehal. Sammen med sin ledsager og ni andre handicappede har han oplevet markant fremgang, men det ser nu ud til at slutte.
 
Kommunen har nemlig nægtet ham at bruge sine ledsagertimer på at tage i svømmehallen, da opholdet i varmtvandsbassinet kan sidestilles med lægeordineret behandling, hvilket ledsageren ikke må hjælpe med. Martin er forundret over kommunens beslutning:
 
”Vi har efter loven stadig ledsagertimer (15 timer per måned, red.), men må ikke bruge dem på at opretholde vores funktionsniveau. Vi må gerne bruge dem til at drikke øl på en bænk,” skriver han i et brev til Ekstra Bladets Nationen og fortsætter:
 
”Da vi er en lille gruppe (8-10 personer) mente vi det var en lokal og enkelt sag der kunne klares med en dispensation, men efter møder med kommunen stod det klart, at de ville stoppe vores træning uanset vores umiddelbare tab af funktionsniveau.”
 
LÆS OGSÅ: Hver anden dansker undgår handikappede i toget
 
Grunden til Varde Kommunes beslutning er, at den har valgt at rette sig efter den sociale ankestyrelse, der ikke tillader handicappede at bruge deres ledsagertimer på svømmehalsbesøg. Formanden for socialudvalget i Varde, Venstres Thyge Nielsen, forstår godt, at Martin er vred:
 
”Varde Kommune har gennem mange år accepteret at man bruger ledsagerordningen når man skulle til lægeordineret fysioterapi. Men nu er der så kommet den her afgørelse fra ankestyrelsen, der siger at man ikke må bruge ledsagerordningen til lægeordinerede fysioterapi, så situationen er altså at de gerne må bruge bassinet – men at de selv skal sørge for at komme derhen,” siger han til Ekstra Bladet.
 
Thyge Nielsen understreger desuden, at man har forhørt sig om reglerne hos socialministeren en ekstra gang, og her blev det tydeliggjort, at beslutningen står ved magt. I samme ombæring fik kommunen også at vide, at det ville være ulovligt at forsætte som tidligere.
 
Er vores system blevet for regelfast eller er det i orden, at man følger protokollen selv i tilfælde som disse?
 
Ekstra Bladet

Tags: