Kommune slår alarm: Hjemmehjælpsfirma er fup

Kommune slår alarm: Hjemmehjælpsfirma er fup

image title: 
Foto: Katarzyna Białasiewicz/123rf.com
Skanderborg Kommune har fået en henvendelse fra en borger, som var blevet kontaktet af ’De Kække Vikarer’. Men firmaet findes slet ikke.

Ifølge TV2 fik borgeren et opkald fra en kvinde, der fortalte, at hendes firma ’De Kække Vikarer’ var blevet bestilt af kommunen til at komme og gøre rent i tre timer – helt gratis. Borgeren valgte at takke ja til tilbuddet, og aftalte med kvinden, at ’De Kække Vikarer’ kunne komme forbi den følgende uge.

Men efter at have tænkt det hele igennem, begyndte borgeren at tvivle på, om det alligevel lød for godt til at være sandt. For borgeren havde hverken bedt kommunen om hjælp til rengøring, eller var visiteret til hjemmehjælp.

LÆS OGSÅ: Vildt forslag: Få fri på mor og fars første sygedag

Da borgeren tog kontakt til Skanderborg Kommunes fagsekretariat for Ældre og Handicap, kunne de også fortælle, at der aldrig var blevet vedtaget en sådan aftale. Efterfølgende har kommunen valgt at melde sagen til politiet, da det ikke tyder på, at firmaet overhovedet findes.

”Man kan ikke undgå at få en mistanke om, at det er et forsøg på at få adgang til den ældre borgers hjem. Det tager vi naturligvis dybt alvorligt, og derfor har vi også underrettet politiet om sagen,” fortæller souschef Niels Diedrichsen, der er souschef i fagsekretariatet til TV2. 
 
”Om det er telefonfis eller noget mere alvorligt, det ved vi ikke. Men vi tager hånd om borgeren nu, så borgeren ikke kommer til at modtage nogle falske hjemmehjælpere i næste uge,” fortsætter han. 

Han råder desuden til, at man kontakter fagsekretariatet, hvis man modtager mistænkelige opkald.

”Hvis en borger er i tvivl, så kan man få be- eller afkræftet, om det er et reelt tilbud fra Skanderborg Kommune ved at ringe til Ældre og Handicap-sekretariatet på telefon 8794 7850,” siger han.

Hvad tænker du om disse falske hjemmehjælpsfirmaer?

TV 2
 
Tags: