Læger gør grin med patienter

Læger gør grin med patienter

image title: 
Foto: Kasia Bialasiewicz/123rf
Mange vil sikkert mene, at det er en del af frokostpausen at grine og hygge sig. Men når det kommer til frokostpausen på landets hospitaler, så er der meget delte meninger om, hvorvidt man må grine af patienterne eller ej.

Lægelig direktør ved Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, mener, at det er uetisk at grine af patienterne i frokostpausen:

”Når man taler grimt om sine patienter, er det et tegn på manglende respekt. Derfor sørger vi for at tale jævnligt om den tone, vi har om patienterne, også selvom de ikke er til stede. At gøre grin med patienter er direkte uetisk”, siger han til Information.

Man må derimod godt grine med patienterne, mener han. Hvis patienten er humoristisk anlagt, er det i orden at grine. Torben Mogensen kommer selv med et eksempel:

”Vi havde en kvindelig patient, som skulle have amputeret et ben. En kollega sagde, at patienten altid havde været en sild. Og nu var hun en benfri sild! Det kunne patienten sagtens grine ad, og sådanne ting kan vi have det sjovt med og fortælle videre, men patienten skal være med på den”.

LÆS OGSÅ: Stik imod fordomme: Danskere er hjælpsomme

Den holdning bakker formand for Dansk Sygeplejeråd Irene Hesselberg op. Hun mener dog samtidig, at det kan være nødvendigt at grine med sine kollegaer, som en slags frustrationsventil, hvis man har haft en mærkelig oplevelse på en stue. Det er humorekspert- og konsulent Rune Green helt enig med hende i. Han siger til Information:

”Når man er på en arbejdsplads med udfordringer, og dem er der jo mange af på et hospital, tror jeg, at det er vigtigt at kunne bruge humoren som en slags bearbejdningsmekanisme”.
 
Hvad mener du om, at læger morer sig på bekostning af deres patienter? Kan det være nødvendigt for lægen?

Kristeligt Dagblad
Tags: 
Nøgleord: