Løkke: Her er jeg succes eller fiasko

Løkke: Her er jeg succes eller fiasko

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com

Lars Løkke Rasmussen genvandt som bekendt sin statsministerpost ved seneste Folketingsvalg, og når danskerne næste gang skal til stemmeboksene, vil det være nemt at vurdere, om han har klaret sin opgave ordentligt.

I samarbejde med sin regering har Lars Løkke nemlig præsenteret fire målsætninger, som der skal tages hånd om, og som skal bestemme, om hans embedsperiode har været en succes eller en fiasko.

De fire målsætninger er ’færre på offentlig forsørgelse’, ’stærkere kernevelfærd’, ’flere private arbejdspladser’ og ’ændret tilstrømning til Danmark’, så flere udlændinge bidrager positivt og færre søger asyl, skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Elbæk takker nej til dobbeltløn

Selv kalder Lars Løkke målsætningerne ambitiøse, men han vil dog ikke sætte tal på, da det mere er en retning at gå efter. Den udmelding køber Konservatives formand Søren Pape Poulsen imidlertid ikke:

”Man bliver altid dygtigere, når man ved, hvad man skal række efter, så det vil være godt at sætte nogle konkrete mål for, hvor mange flere arbejdspladser vi skal have, og hvor mange der skal i beskæftigelse,” siger han til Jyllands-Posten.

Hos Dansk Folkeparti er man glad for dele af udspillet, men ifølge partiets gruppenæstformand, Søren Espersen, mangler et vigtigt punkt:

”Hvis han drastisk reducerer antallet af asylsøgere, er det jo en rigtig kurs. Men jeg savner godt nok noget handlekraft omkring de mange østarbejdere. Det burde have været allerøverst.”

Hvad mener du om Løkkes fire målsætninger? Er det den rigtige vej for Danmark?

Jyllands-Posten