Løkke kommer Fogh til undsætning

Løkke kommer Fogh til undsætning

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Knap er Lars Løkke Rasmussens nye Venstre-regering blevet præsenteret, før den bliver udsat for massiv kritik fra oppositionspartierne. Det skyldes, at det nye regeringsgrundlag blandt andet vil nedlægge Irak-kommissionen, som har til opgave at 'undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak'.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr mener, at beslutningen er taget, fordi Lars Løkke Rasmussen frygter, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kan komme i klemme. Den udlægning er Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, enig i:

”Det er jo fuldstændig skandaløst, og det tyder jo på, at Venstre har noget at skjule, når de nedlægger den netop nu, hvor kommissionen har indkaldt vidner,” siger Nikolaj Villumsen med hentydning til, at de to tidligere Venstre-folk er indkaldt til afhøring i februar næste år. 

LÆS OGSÅ: Løkke giver efter for pres: Sænker topskatten

Regeringen begrunder ønsket om at lukke kommissionen med, 'at grundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst'.

Den forklaring køber Nikolaj Villumsen imidlertid ikke:

”Det er tåbeligt, at Løkke påstår, at det er belyst og gennemarbejdet. Vi ved jo fortsat ikke, om det var ulovligt at gå i med i Irak-krigen, og den afklaring ønsker Venstre åbenbart ikke,” siger han.

Lukningen af Irak-kommissionen er endnu ikke en realitet, men blot et mål fra Venstres side i den kommende regeringsperiode.

Hvad mener du om sagen? Tyder noget på, at Venstre forsøger at beskytte sine tidligere partimedlemmer?

DR