Løkke: Regeringen fører danskerne bag lyset

Løkke: Regeringen fører danskerne bag lyset

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Senest til september er der folketingsvalg i Danmark, men Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen tager allerede nu hul på valgkampen ved at rette kritik mod den nuværende regerings økonomiske ansvarlighed. Løkke og Venstre mener således at have fundet 11 sager, hvor regeringen har truffet beslutninger uden at have finansiering i ryggen.
 
Angiveligt skulle sagerne blandt andet dreje sig om en ubetalt elreform, et ufinansieret antiterrorudspil samt uspecificerede besparelser på Undervisningsministeriets budget og på beredskabet. Ifølge Løkke sender regeringen bare regningen videre til næste valgperiode:
 
”Man forsøger igen at føre danskerne bag lyset ved at tegne et billede af, at man har styr på økonomien, men i virkeligheden sender regeringen en kæmpe regning hen over valgdatoen,” siger han til Berlingske.
 
LÆS OGSÅ: Løkke: Fjern SU’en fra de unge 
 
Finansminister Bjarne Corydon (S) er dog langt fra enig i kritikken. Han betragter angrebet som usagligt og langt under niveau:
 
”Nogle af de udgifter, de peger på, er slet ikke aktuelle at finansiere lige nu, og nogle af de andre har de selv været med til velvilligt at aftale med regeringen. Så det er bare noget makværk, som er lavet for at dække over, at man ikke selv kan give sammenhængende svar på alt det, man går og foreslår.”
 
Bjarne Corydon hævder desuden, at Venstre selv forlod Statsministeriet med en ubetalt regning på to milliarder kroner ved seneste valg.
 
Hvad mener du om Lars Løkke Rasmussens kritik af regeringen? Er der for meget mudderkast i dansk politik?
 
Jyllands-Posten

Se debatter