Licensskandale: DR har brugt 6,5 millioner på taxature

Licensskandale: DR har brugt 6,5 millioner på taxature

image title: 
Foto: Kristian Kirk Mailand/123rf.com
De sidste fem år har DRs ansatte brugt 6.475.379 millioner licenskroner på at køre til og fra arbejde. Dette viser en aktindsigt, som Radio24syv har fået ifølge BT.
 
Flere faggrupper i DR har i deres overenskomst en aftale om, at de kan tage taxa til og fra arbejde, hvis de møder før kl 6 eller har fri efter midnat. Ordningen dækker ture på op til 25 kilometer i taxa hver vej, og ordningen har været til siden 1993.
 
Dengang ordningen blev lavet lå DRs hovedsæde i Søborg, hvor det til tider kunne være svært at komme til med offentlig transport, hvis man ikke havde kørelejlighed. I dag ligger DRs hovedsæde dog tæt på offentlig transport, mens der på få af DRs regioner er dårlige muligheder for offentlig transport.
 
Men dette mener venstres medieordfører, Britt Bager, ikke er en undskyldning for at bruge licensmidler på taxature.
 
”Det er på ingen måde rimeligt. DRs ansatte må selv transportere sig på arbejde, ligesom sygeplejersker og politimænd, der også arbejder på skæve tidspunkter.”
 
LÆS OGSÅ: Tager du på i julen? Spis med god samvittighed

Næstformand for Journalistgruppen i DR, Henrik Vilmer, understreger, at ordningen skal ses som en del af lønnen.
 
”Vi har jo fået muligheden for at tage taxaen på job i stedet for et andet medarbejdergode eller mere i lønningsposen. Hvis vi mistede tillægget, ville det jo svare til en lønnedgang, som vi så skulle have erstattet af noget andet,” siger han til Radio24syv ifølge BT.
 
Ifølge Lasse Bastkjær Jensen, der er kommunikationschef i DR Presse, ser beløbet større ud, når man sammenlægger det over flere år.
 
”Men hvis man gør det op år for år, så er det lidt over en million kroner og hvis man gør det op per medarbejder, så svarer det til, at hver medarbejder har taget en taxa fra Kastrup til Københavns Hovedbanegård. Det synes jeg faktisk er et okay niveau,” siger han til Radio24syv ifølge BT.
 
Til foråret vil forhandlingerne om medieforliget begynde, og Britt Bager har tænkt sig at medbringe taxaturene til disse forhandlinger.  
 
”Næste gang DR vil argumentere på, at der ikke kan spares en krone uden at det går uden over produktionen, så kan vi jo komme med det her eksempel, og det, synes jeg faktisk, er ret væsentligt,” siger Britt Bager.
 
Skal danskernes licenskroner bruges på taxature for DRs ansatte?
 
BT
Tags: 
Nøgleord: