Mænd tjener 10 procent mere end kvinder

Mænd tjener 10 procent mere end kvinder

image title: 
Foto: Yanlev/123rf.com
En ny lønstatistik fra HK/Privat viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er blevet mindre siden 2013. I 2014 tjente mænd 10 procent mere end kvinder, mens lønforskellen året forinden var på 11,9 procent.
 
Næstformand for HK/Privat, Marianne Vind, er tilfreds med udviklingen, men den får hende ikke til at bryde ud i glædesdans:
 
”Det er altid godt nyt, når forskellen på mænds og kvinders løn bliver mindre, men jeg jubler ikke ligefrem. Jeg synes stadigvæk, at en forskel på 10 procent er meget høj,” siger hun til Jyllands-Posten.
 
LÆS OGSÅ: Den promiskuøse kvinde nedgøres
 
For 10 år siden var der 16,7 procents forskel på mænd og kvinders lønniveau, men på trods af de senere års markante fald i lønforskellen er Marianne Vind stadig forbeholden:
 
”Det går den rigtige vej, men jeg bliver først rigtigt glad, hvis forskellen også i 2015 bliver mindre. Jeg er desværre ikke super optimistisk. Lønforskellen kan vokse i fremtiden, hvis ikke vi kommer problemerne til livs.”
 
En måde at komme problemerne til livs på, er ifølge Marianne Vind at tale åbent med sine kolleger om lønforhold. Gør man ikke det, opdager man aldrig ulighed i lønniveauet, men den barriere kan være svær at overkomme for mange danskere:
 
”Det er en udbredt misforståelse, at det er ulovligt at tale om løn på arbejdspladsen. Det ligger så dybt i danskernes kultur, at man bare ikke taler om, hvad man får i løn. Det er kun virksomhederne som vinder på, at man ikke taler om løn,” slutter hun.
 
Hvad er din oplevelse af mænd og kvinders lønforhold i dagens Danmark?
 
Jyllands-Posten

 
Tags: 
Nøgleord: 
Se debatter