Messerschmidt i krig mod ”Cirkus Elbæk”

Messerschmidt i krig mod ”Cirkus Elbæk”

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf
Før valgkampen blev skudt i gang, opfordrede Morten Messerschmidt og andre blå politikere borgere til at skrive under på Alternativets vælgererklæringer – formentlig med den hensigt at give røde vælgere mulighed for at spilde stemmer på et parti, som de borgerlige ikke spåede nogle chancer for at nå over spærregrænsen.

Det er imidlertid gået så godt for Alternativet, at partiet ifølge de seneste målinger står til at få 6-7 mandater i Folketinget, og partiet kan dermed blive tungen på vægtskolen i Helle Thorning-Schmidts parlamentariske grundlag.

Det får Morten Messerschmidt, til at lancere en ny Facebook-kampagne mod Uffe Elbæk og Alternativet.

LÆS OGSÅ: DF'er: Engelske ord i reklamer skal beskattes 

Messerschmidts nye kampagne, der kopierer Socialdemokraternes retorik, fortæller, at en stemme på Helle Thorning-Schmidt er en stemme på Uffe Elbæk og hans ”vanvid”.

”Man skal huske på, at hvis Thorning bliver statsminister, så skal hun lave finanslove og anden politik med Uffe Elbæks kreative cirkusfolk. De taler om borgerløn. Det er jo en tanke, man troede var død med Sovjetunionens sammenbrud. Det er skræmmende, at en socialdemokratisk regering skal basere sig på den slags politikere,” siger Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet.

Hos Alternativet giver Morten Messerschmidts nye kampagne ikke anledning til nervøse trækninger.

”Vi har fokus på at fortælle borgerne, hvad vores politik i virkeligheden går ud på, og den tilgang har affødt en tiltagende interesse for vores politik, og det er vi rigtig glade for - selvfølgelig også når interessen kommer fra Dansk Folkeparti,” skriver partiets pressechef Magnus Harald Haslebo i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

Frygter du også for Alternativets eventuelle indflydelse i en kommende regering?

Ekstra Bladet
Tags: