Minister undskylder verbalt overfald

Minister undskylder verbalt overfald

image title: 
Foto: News Oresund/Flickr.com
Transportminister Magnus Heunicke (S) og hans kommunikationsrådgiver Rasmus Jønsson kom godt og grundigt op i det røde felt, da en TV2 Fyn-journalist i søndags spurgte ind til en sag om den nye Langeskov Station på Fyn.

Tilbage i 2010 havde daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) lovet, at IC3-togene ville stoppe på stationen, men den plan er sidenhen blevet ændret, fordi kundegrundlaget ifølge DSB ikke er højt nok.

Den beslutning har fået nogle borgere til at snakke om løftebrud, og det var netop da TV2 Fyn-journalisten konfronterede Magnus Heunicke og hans rådgiver med det angivelige løftebrud, at interviewet tog en drejning.

I særdeleshed Rasmus Jønsson var utilfreds med spørgsmålet, som TV2 Fyn ellers forgæves har forsøgt at få svar på siden den 21. april, og meget ophidset påstod han blandt andet, at interviewet var det mest flabede, han havde oplevet – og det var selvom Magnus Heunicke havde givet tilladelse til et par spørgsmål om Langeskov Station.

LÆS OGSÅ: S-profil vil tvinge alle i en A-kasse

Efterfølgende har transportministeren over for TV2 Fyn undskyldt opførslen og han understreger samtidig, at han har taget en korrigerende samtale med sin rådgiver.

"Jeg lægger mig fladt ned her. Det er egentlig den vej, vi ikke skal gå, og det beklager jeg dybt. Jeg kan godt forstå, hvis den pågældende journalist og redaktion synes, at det er at gå over grænsen. Det synes jeg også selv, og det beklager jeg dybt."

Optrinnet fandt sted, da det oprindelige interview egentlig var afsluttet, og diskussionen mellem Heunicke-lejren og journalisten blev derfor filmet på afstand. Alligevel har TV2 Fyn valgt at bringe klippet.

"Med en tæt folketingsvalgkamp forude kan TV2/FYN-klippet fra Middelfart være en fin anledning til at tage den nødvendige diskussion om, hvem vi egentlig vil have skal styre og sætte dagsordenen i mediebilledet i Danmark," skriver direktør Esben Seerup ifølge Berlingske på tv-kanalens hjemmeside. 

Hvad mener du om Magnus Heunicke og rådgiverens opførsel? Er det generelt for svært at være kritisk over for politikerne, når de oftest skal kende spørgsmålene i forvejen?

Jyllands-Posten

Magnus Heunicke er ikke den eneste politiker, der har mistet besindelsen i et interview. Bertel Haarder har også tidligere optrådt noget uheldigt for rullende kameraer: