Mobning stortrives i folkeskolen

Mobning stortrives i folkeskolen

image title: 
Foto: lopolo/123rf.com
Hele 36 procent af de danske folkeskoler har ikke udarbejdet en antimobbestrategi, som loven ellers foreskriver. Det er stærkt bekymrende, mener Naja Kinch Sohn, der er projektkoordinator i Red Barnet:

”Vi har talt med elever og lærere på skoler, der ikke har en antimobbestrategi. De fortæller, at de ikke føler sig klædt på til at håndtere mobning, når de støder på det. En antimobbestrategi er første skridt til at tage fælles ansvar for mobning og sikre, at alle på skolen - både lærere, pædagoger, elever, forældre og ledelse - ved, hvad de skal gøre, når det opstår,” siger hun ifølge DR.

Det er ellers ikke fordi, mobning ikke er et reelt problem i de danske folkeskoler. En undersøgelse fra sidste år fra Dansk Center for Undervisningsmiljø viste nemlig, at 20 procent af de ældste elever og 12 procent af mellemtrinseleverne oplevede at blive mobbet i løbet af skoleåret.

LÆS OGSÅ: Nissehue-sagen: Skoleleder går fri

At over en tredjedel af skolerne alligevel ikke har udarbejdet en antimobbestrategi, skyldes ifølge Danske Skoleelevers formand, Silke J. Fogelberg, at emnet tabuiseres og ikke tages seriøst:

”Skolerne skal tage ansvar for, at eleverne trives, fordi det er afgørende for deres læring. Vi har aldrig rigtig haft en åben dialog i folkeskolen om, hvad mobning gør ved mennesker. Aldrig en rigtig seriøs snak om, hvor forfærdeligt det egentlig er,” siger hun.

Ansvaret for at udforme antimobbestrategierne ligger hos skolebestyrelserne, og deres formand, Mette With Hagensen, indrømmer da også, at nogle elever bliver svigtet. Hun tror dog på, at undersøgelsen kan ændre på det:

”Mange af skolebestyrelserne ved ikke, at det er deres opgave, men vi har informeret om det og sendt håndbøger ud til dem. Undersøgelsen her bliver en øjenåbner, og jeg er sikker på, at de nu sætter fokus på antimobbestrategierne,” siger Mette With Hagensen til Politiken.

Hvad bør skolebestyrelserne gøre for at forhindre mobning i folkeskolerne? Bør der indføres yderligere tiltag foruden antimobbestrategien?

DR
Tags: