Mor: Min gravide teenagedatter blev levende begravet

Mor: Min gravide teenagedatter blev levende begravet

image title: 
Et honduransk gravsted. Foto: Vojtech Vlk/123rf
At blive begravet levende må for de fleste være én af de værst tænkelige måder at forlade denne verden.

Netop det mareridt mener en familie i Honduras, at deres 16-årige gravide familiemedlem, Neysi Perez, oplevede.

Neysi Perez var gravid i tredje måned, da hun en nat vågnede for at gå på toilettet, hvorefter hun pludselig blev bevidstløs. Man mener, at hun faldt om i et panikanfald over at have hørt en byge af skud.

Den bevidstløse Neysi Perez fik fråde om munden, og den religiøse familie tilkaldte derfor en præst, da de troede, at hun var blevet besat af en ond ånd.

Ifølge Daily Mail kæmpede præsten for at uddrive den onde ånd, men Neysi Perez virkede livløs. Hun blev derfor sendt til hospitalet, hvor lægerne tre timer senere erklærede hende død.

Dagen efter begravelsen besøgte hendes mand, Rudy Gonzales, graven, hvor han hurtigt slog alarm, da han oplevede, at noget ikke var, som det burde.

”Da jeg lagde min hånd på hendes grav, hørte jeg lyde derindefra. Så hørte jeg slag og hendes stemme. Hun skreg på hjælp,” fortæller Rudy Gonzales til Daily Mail.

En ansat på kirkegården havde også hørt skrig fra graven, men ignorerede det.

”Jeg overbeviste mig selv om, at skrigene kom fra et andet sted. Jeg havde aldrig forestillet mig, at de ville komme fra en, der var i live i graven,” fortæller opsynsmanden fra kirkegården.

Nedenfor ses en video af familien, der bryder graven op.

Familien brød graven op og susede af sted til hospitalet med Neysi Perez i kisten.  Selvom lægerne prøvede at genoplive hende, blev hun efter flere test erklæret klinisk død.

Lægerne mener, at Neysi Perez kan have fået et voldsomt panikanfald, der har fået hendes hjerteaktivitet til at ophøre midlertidigt.

En anden hypotese er, at teenageren har fået et såkaldt katapleksi-angreb, som er et pludseligt tab af muskelstyrke og muskelkontrol, der kan forårsages af stærke følelsesmæssige påvirkninger som frygt. Under et katapleksisk angreb er personen ved bevidsthed, men vedkommende kan hverken røre sig eller tale.

Efterfølgende er hun formentlig død af iltmangel, efter hun vågnede op i en lukket kiste muret inde i beton.

”Da vi havde taget hende ud af graven, lagde jeg min hånd på hendes krop. Hun var stadig varm, og jeg kunne mærke et svagt hjerteslag. Hun havde skrammer på panden og på fingrene. Det lignede, at hun desperat havde prøvet at komme ud af kisten og derfor var kommet til skade,” siger kusinen, Carolina Perez.

Neysi Perez’ mor er overbevist om, at hendes datter blev begravet levende, og hun bebrejder nu lægerne for at have erklæret datteren død for tidligt.

”Lægerne erklærede hende død, men alle andre omkring mig blev ved med at sige det modsatte. Det så ikke ud som om, hun var død. Selv dagen efter var farven på hendes krop stadig almindelig, og den lugtede ikke. Det så bare ud som om, hun var i en dyb søvn. Der var ingen dødsstivhed, hendes krop var stadig fleksibel. Det var umuligt, at hun skulle have været død i så mange timer,” siger hun.

Tror du på familiens beretning?

Daily Mail 
Tags: