Mor: Selfies skal på skoleskemaet

Mor: Selfies skal på skoleskemaet

image title: 
Foto: Syda Productions/123rf.com
Signe Halck er skribent, freelancejournalist og mor til en 12-årig datter, der ligesom mange andre jævnaldrende bruger en stor del af sin tid på de sociale medier.

Her tages blandt andet rigtig mange selfies til Facebook, Instagram og Snapchat, og i et debatindlæg i Politiken opfordrer Signe Halck derfor til større fokus på selfiekulturen i folkeskolerne.

Den pointe er Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund, helt med på. Hun oplever også en stigende efterspørgsel fra både lærere og elever, der har svært ved at begå sig i de sociale mediers univers.
 
”Når vi er ude at møde lærere, så nævner de allesammen det her. Lærerne er meget usikre på, hvordan det skal gribes an, og tit tager man snakken lidt for sent og får først begyndt, når der allerede er opstået en krisesituation på de sociale medier, for eksempel hvis en elev bliver mobbet,” siger Marianne Lomholt til Politiken.

LÆS OGSÅ: Uge Sex fortsætter de næste tre år

Marianne Lomholt understreger dog, at det ikke kun er skolerne, der har et ansvar for at tage hånd om selfiekulturen. Også på hjemmefronten er det vigtigt med et større fokus.

”Forældre i Danmark er tit meget bevidste om, at deres børn ikke må gå alene ude, når det er mørkt. Men vi slipper dem løs på de sociale medier langt tidligere. Forældrene mangler også at komme på banen og forholde sig til, at børnene har et helt liv på de sociale medier, som det er begrænset, hvad vi kender til.”

Mange skoler har allerede fokus på at undervise eleverne i brugen af sociale medier, men det er med varierende resultater, og det kan vise sig at blive problematisk.

”Vi har et meget differentieret billede af, hvordan skolerne klarer det. Vi skal have skabt en faglighed omkring emnet, og det kræver, at lærerne har en grundlæggende viden omkring det, så det ikke kun er noget, man kigger på, når det først er gået galt, eller som man bare sender den unge vikar hen til,” siger hun.

Sex & Samfund arbejder i øjeblikket på undervisningsmateriale, der skal komme lærerne til hjælp, og som skal ligge klar inden næste års 'Uge Sex', der er organisationens årligt tilbagevendende temauge, hvor fokus netop skal være på de sociale medier.

Hvor vigtigt er det at have fokus på sociale medier i folkeskolen? Har selfiekulturen taget overhånd?

Politiken