Myte afkræftet: Brød er ikke usundt

Myte afkræftet: Brød er ikke usundt

image title: 
Foto: Natallia Khlapushyna/123rf.com
Med sit høje indhold af gluten og kulhydrater har især hvedebrødet været udskældt gennem de sidste par år. Men er du en af dem, der har skrottet brødet med troen om, at du ville blive et sundere menneske, er der godt nyt, hvis det er noget, du går og savner.
 
Ifølge Heddie Mejborn, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet er det nemlig vigtigt, at vi spiser brød og kornprodukter.

”Brød bidrager med kostfibre til vores samlede kostindtag. Og de kostfibre kan man ikke få fra grøntsager og frugt for eksempel. Det er en anden type fibre,” fortæller hun.
Hermed er det altså videnskabeligt bevist, at du ikke bliver et sundere menneske ved at droppe brød og kornprodukter.

”Hvis man gør det, får man ikke de typer af fibre, man skal have fra kornprodukterne, og som man ved har nogle sundhedsmæssige effekter. Så på den måde er det en dårlig idé at udelade brødet fra kosten,” forklarer Heddie Mejborn, som bakkes op af Preben Vestergaard Hansen fra Institut for Ernæring på Professionshøjskolen Metropol. Han sammenligner foragten for brød med modefænomener om at undgå laktose, gluten og stivelse.

”Hvis du ser på videnskabelige undersøgelser, så er der et massivt, videnskabeligt grundlag for at sige, at det er vigtigt at spise fuldkorn. Det kan ikke diskuteres. Og så kan bloggerne rende og sige hvad som helst,” udtaler Preben Vestergaard Hansen til BT.

LÆS OGSÅ: Her er det bedste tidspunkt at gå i bad på

Heddie Mejborn forklarer også, at det er en misforståelse at tro, at det er sundere at leve et glutenfrit liv.

”Glutenfri produkter er ofte lavet af majs- eller risstivelse, og der er stort set ingen næringsstoffer i. Så dem skal man lade være med at købe, med mindre man virkelig ikke kan tåle gluten,” forklarer hun.

Ligesom Fødevarestyrelsen anbefaler de to eksperter, at man spiser fuldkornsbrød. Om det så er rugbrød, havrebrød eller det udskældte hvedebrød kan være hip som hap.

”Der er ikke nogen dokumentation for, at hvedebrød er skidt,” fortæller Heddie Mejborn og fortsætter:

”Så det kan også være fuldkornshvedebrød som eksempelvis grahamsbrød eller brød med havre og byg i. Det vigtige er, at der er et højt indhold af fuldkorn. Og så er det også vigtigt, at man varierer sit indtag og går efter forskellige kornsorter.”

Har du udelukket brød fra din kost?

BT
 
Tags: 
Nøgleord: