Nissehue-sagen: Skoleleder går fri

Nissehue-sagen: Skoleleder går fri

image title: 
Foto: Buppha Wuttifery/123rf.com
Tilbage i januar måned kom det frem, at skolelederen på privatskolen Strandmølleskolen i Assens til en morgensamling havde bedt to elever om at afklæde sig, fordi de ikke havde fulgt skolens reglement om at bære nissehue hele december.

Fyns Politi sigtede efterfølgende skolelederen for blufærdighedskrænkelse, men på baggrund af efterforskningen af sagen har man nu fundet frem til, at sigtelsen droppes.

LÆS OGSÅ: Skoleleder i modvind efter penis-episode

”Jeg finder ikke, at episoden, herunder afklædningen af drengene til underbukserne under de konkrete omstændigheder, er en overtrædelse af straffeloven om blufærdighedskrænkelse,” skriver advokaturchef ved Fyns Politi, Lars Ole Pedersen, i et brev til DR Fyn.

Han lægger desuden vægt på, at det ikke vurderes, at skolelederen har haft nogen form for seksuel intention før, under eller efter hændelsesforløbet, hvilket understreges af et videoklip af hændelsen og vidneudsagn.

LÆS OGSÅ: Skoleleder sigtes for at afklæde elever

Den forklaring kan Lise Thorsen ikke forstå. Hun er forælder til nogle af de børn, der overværede hændelsen, og det var desuden hende, der anmeldte skolelederen for blufærdighedskrænkelse.

”Konsekvensen af anklagemyndighedens afgørelse er uoverskuelig. Set med mine øjne betyder det, at hvem som helst, hvor som helst, kan trække tøjet af børn,” siger Lise Thorsen til DR Fyn. 

Skolelederen er stadig ansat på skolen, men efter episoden vedtog bestyrelsen, at han ikke må have vikartimer eller stå for underholdning på skolen.

Hvad mener du om, at sigtelsen er droppet? Bør man kunne være skoleleder med sådan en sag i bagagen?

Ekstra Bladet