Nu udskriver hospital pjækkebøder

Nu udskriver hospital pjækkebøder

image title: 
Foto: electricmango/123rf
En række patienter herhjemme har nu modtaget et girokort med krav om betaling af 250 kroner, fordi de er udeblevet fra en behandling på Regionshospitalet Viborg uden at melde afbud.

Pjækkebøderne, der er udsendt til patienter på ortopædkirurgisk ambulatorium på Regionshospitalet Viborg, er en del af et forskningsprojekt, som skal afklare, hvorvidt truslen om gebyrer kan gøre patienter mere mødestabile.

LÆS OGSÅ: Kommuner betaler for borgeres rygestop

Siden april i år har 400-500 patienter fra Region Midtjylland sammen med deres indkaldelse til behandling modtaget et såkaldt gebyrbilag, som fortæller, at de vil blive afkrævet et gebyr, hvis de udebliver fra en behandling og ikke har meldt afbud. Af de 400-500 patienter, er der cirka 10, der ikke er dukket op og som nu har modtaget et girokort.

”Min forventning er nu, at vi ikke kommer til at udskrive ret mange bøder. Jeg tror, at det vil have en præventiv effekt, at vi har sat gang i projektet, og at folk vil være mere opmærksomme på, at det er vigtigt at melde afbud,” siger formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

LÆS OGSÅ: Døgnapoteker må dreje nøglen om

Forskningsprojektet er igangsat efter at skiftende regeringer i en årrække har presset på for at skride hårdt ind over for udeblivelser, som vurderes at koste hospitalsvæsenet mange kostbare resurser.

Dog er der også en vis skepsis mod ordningen, der potentielt kan få en social slagside og ramme udsatte patienter.

Erfaringerne fra Regionshospitalet i Viborg skal være med til at afgøre, om gebyrerne skal indføres på landsplan.

Hvad tænker du om pjækkebøderne? Er det en god eller dårlig ide?

Berlingske
Tags: