Ny vejledning om kreditværdighedsvurdering

Ny vejledning om kreditværdighedsvurdering

Lån penge mere sikkert med ny vejledning fra Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet om kreditværdighedsvurdering. Vejledningen skal sikre, at låntagere ikke får bevilget lån, som de ikke har råd til.

Lånere skal have råd til deres lån

Der har været mange sager, hvor forbrugslånsvirksomheder har givet lån til forbrugere på trods af manglende vurdering af kreditværdighed. Dette har afstedkommet flere sager, hvor forbrugere ikke har haft økonomien til at betale af på deres lån.

For at forebygge uansvarlig långivning har Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet udarbejdet en vejledning til, hvordan forbrugslånvirksomheder skal kreditvurdere, inden de godkender lån.

Kreditvurdering er lovpligtig

Kreditaftaleloven beskriver, at det er lovpligtigt for alle kreditgivere at foretage en kreditværdighedsvurdering. Dette skal ske uanset størrelsen på lånet og den månedlige ydelse.

Der skal altid tages udgangspunkt i den enkelte forbrugers privatøkonomi. Oplysningerne om forbrugerens økonomi kan til dels indhentes hos forbrugeren samt relevante databaser eksempelvis kreditoplysningsbureauer og SKAT.

Stadig muligt at låne trods lavt rådighedsbeløb

Vejledningen beskriver blandt andet, at selvom forbrugeren som udgangspunkt ikke kan vurderes kreditværdig, kan der stadig være mulighed for at bevilge denne et lån, hvis lånet har til formål at forbedre forbrugerens økonomiske situation.

Det kan eksempelvis være i forbindelse med en omlægning af lån eller et samlelån, som giver forbrugeren en besparelse og dermed mere luft i økonomien.

Vejledning er en hjælp til forbrugslånsvirksomheder

Vejledningen beskriver kravene i kreditaftaleloven og giver samtidig praktiske anvisninger på, hvordan långivere kan opfylde disse krav. Der stilles ikke krav om, at alle forbrugslånsvirksomheder skal anvende præcis samme metode til at kreditvurdere, men den er ment som en vejledende hjælp.

 
Tags: