Offentlig velfærd taber til den private

Offentlig velfærd taber til den private

image title: 
Foto: My Make OU/123rf.com
Vi danskere er mere tilfredse med den velfærd, der leveres af private leverandører end den, de modtager fra det offentlige. Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for Dansk Erhverv.

I undersøgelsen har man spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvordan deres oplevelser med henholdsvis private og offentlige børnehaver, vuggestuer, hospitaler, skoler, hjemmehjælp og plejehjem.

82 procent beretter, at de er tilfredse eller meget tilfredse med private ydelser, mens 75 procent beretter, at de er tilfredse eller meget tilfredse med offentlige velfærdsydelser. Det skriver Ugebrevet A4.

“Der er en overvældende opbakning til den mangfoldighed, som de private leverandører står for. Det er rigtig positivt, at borgerne træffer aktive valg på baggrund af en oplevelse af kvalitet,” siger Rasmus Lindblom, som er Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv til Ugebrevet A4.

LÆS OGSÅ: Organdonation: Vil sætte ikke-donorer bagerst i køen

Resultatet betyder dog ikke nødvendigvis, at kvaliteten af de private velfærdsydelser er bedre, forklarer Ole Helby Petersen, lektor ved Roskilde Universitet.

“Det er relevant at vide, hvordan brugerne oplever det, for vi er jo interesserede i, at brugerne er glade. Men forskning viser også, at brugernes tilfredshed ikke nødvendigvis hænger sammen med kvaliteten af velfærdsydelserne,” siger han.

Han påpeger, at tilfredshed og kvalitet er to forskellige ting, og at hvis man vil vide noget om kvaliteten af en velfærdsydelse, kan man se på, hvor mange der bliver raske efter en operation. Er man derimod interesseret i, hvordan brugeren oplever en hospitalsindlæggelse eksempelvis, kan man undersøge brugertilfredsheden.

“Der er et stort behov for at se på, hvad der sker med kvaliteten, når vi konkurrenceudsætter velfærdsopgaver,” siger han.

Et af de områder, hvor man har undersøgt, hvad konkurrence betyder for kvaliteten, er ældreplejen, hvor det offentlige og private konkurrerer på lige vilkår.

“Vi synes ikke, at man entydigt kan sige, at den ene leverer en bedre kvalitet end den anden,” siger chefkonsulent Olav Felbo til Ugebrevet A4.

Hvad er din holdning til privatisering af velfærdsydelser og påvirkes den af resultatet af den nye undersøgelse?

Avisen.dk
Tags: 
Nøgleord: