Oplev disse skønne storbyer og spar penge

Oplev disse skønne storbyer og spar penge

image title: 
Foto: tomas1111/123rf.com
Destinationen behøver ikke nødvendigvis at hedde London, New York eller Paris, når du skal på storbyferie. Der findes nemlig et hav af andre og mere prisvenlige storbyer, der er et besøg hver. Her er fem destinationer, hvor du ifølge MSN.dk får mest for pengene.

1. Prag, Tjekkiet
Prag er for dig, der er vild med autentisk middelalderstemning, skummende øl og gåture over Karlsbroen.
For en 50’er får du entre hos Det Kommunistiske Museum, og en portion gullasch på den lokale restaurant koster ikke mere end 33 kroner.

Vil du have mest for pengene, skal du forsøge at undgå turistfælderne og de store pladser, og i stedet søge mod de små sidegader, hvor både butikker og restauranter er billigere end midt i turistområderne.

2. Lissabon, Portugal
Med sit varme klima er Lissabon i Portugal den perfekte destination, når den danske sommer er ved at være ovre, og vejret skifter til kulde og blæst. I Lissabon er der smuk arkitektur, spændende kvarterer og en charmerende stemning.

Hvis du er typen, der generelt ikke bryder dig om at være omgivet af turistbusser og souvenirbutikker er Lissabon med sin autentiske og uspolerede stemning en oplagt destination.
Her får du lov til at opleve den portugisiske kultur og befolkning uden filter.

Fordi der ikke er det store fokus på turisme er hotelpriserne billige i Portugal sammenlignet med nabolandet Spanien. I Lissabon kan du få et udmærket hotelværelse til den nette sum af 200 kroner pr. nat.

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med snorken

3. Beograd, Serbien
I Serbiens hovedstad får du pulserende byliv, kulturlevn fra kommunisttiden og meget mere, da Beograd ikke bare tilbyder alt det, som andre storbyer tilbyder – og så endda til en meget lavere pris.

På alle niveauer er det billigt at holde sin ferie i Beograd, da deres leveomkostninger ligger langt under dem, vi har i Danmark.

4. Hamborg, Tyskland
Hamborg er meget mere end industri og havnerundfarter. I den tyske storby får du både moderne arkitektur, kulinariske smagsoplevelser og ekstraordinære kunstudstillinger.

Er du ikke så vild med at flyve, er det også oplagt at tage til Hamborg, da du kan tage toget hele vejen for omkring 400 kroner.

Derudover ligger prisniveauet lavere end i Danmark, så du kan både spise, bo og shoppe til en fornuftig pris.

5. Budapest, Ungarn
Kurbade, smuk arkitektur og masser af restauranter – what’s not to like? Den ungarske hovedstad Budapest byder på det hele, og når flybilletterne fås i et prisleje, der hedder 500-700 kroner og et hotelværelse koster omkring 200 kroner, er det vist bare om at komme afsted.

Hvilken storby er din favorit?

MSN
 
Tags: