Pædagog: Særregler for mænd går ud over børnene

Pædagog: Særregler for mænd går ud over børnene

image title: 
Foto: Christos Georghiou/123rf.com
Hvis du spørger Institut for Menneskerettigheder, om det er diskriminerende, at der er særregler for mandlige pædagoger i danske daginstitutioner, er svaret ja. Derfor rejser organisationen nu sagen i Ligebehandlingsnævnet.

25-årige Charlie Witzner er en af de mange mandlige pædagoger, der dagligt påvirkes af de mange særregler, der findes for mænd.
Under sin praktiktid oplevede han, hvordan reglerne uden videre blev ændret fra den ene dag til den anden.

“Filmen 'Jagten' (hvor hovedpersonen, der er pædagog, bliver beskyldt for at have seksuelt misbrugt sin bedste vens datter, red.) var lige kommet ud, da jeg gik på weekend om fredagen, og om mandagen, da jeg mødte på arbejde igen, fik jeg at vide, at jeg ikke længere måtte være alene med børnene i børnehaven,” fortæller han.

LÆS OGSÅ: Faktaboks om køn skaber heftig debat

Charlie Witzner fik blandt andet at vide, at han ikke længere måtte skifte ble på børnene eller give dem solcreme på. Ligeledes blev han forbudt at gå alene i kælderen med børnene, hvor han underviste børnene i motorik.

“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der pludselig skete en så markant ændring. Det var frustrerende, at reglerne kun gjaldt mig og ikke mine kvindelige kolleger. I sidste ende gik det mere ud over børnene, end det gik ud over mig. Jeg skulle spørge en af de kvindelige pædagoger, om hun ville gå med i kælderen, når jeg skulle undervise, men ofte havde de ikke tid,” siger han.

Charlie Witzner kan godt forstå bekymringen fra forældrenes og børnenes perspektiv, men han forstår ikke, hvor reglerne ikke gælder alle uanset køn.

“Reglerne gjorde bare, at jeg følte mig mistænkeliggjort, ligesom de fik en selvforstærkende effekt, der gjorde, at jeg kom til at mistænkeliggøre mig selv, fordi jeg altid skulle spørge en kvindelig kollega om lov,” siger han.

Han håber, at han kan være med til at sætte gang i en debat.

“Jeg synes, det er på tide, sagen bliver taget op, for der er mange andre end mig, der har været hårdere ramt,” siger han.

Hvad er din holdning til de særregler, der gælder for mænd?

DR
Tags: 
Nøgleord: