Pas på: Denne Facebook-virus kan koste dig dyrt

Pas på: Denne Facebook-virus kan koste dig dyrt

image title: 
Foto: neydt/123rf.com
I løbet af de sidste 24 timer har flere hundrede tusinde af Facebooks brugere verden over fået en besked med et link fra en Facebook-ven, som ligner en helt almindelig messenger-besked.

Logger man på Facebook via Google Chrome og trykker man på linket, der er en svg.fil, som ligner et foto, så er man med stor sandsynlighed blevet ramt af en virus, som IT-sikkerhedsekspert i CSIS Peter Kruse ifølge BT kalder for en farlig cocktail.

Klikker man på filen og accepterer den, sker der nemlig to ting:

”Først og fremmest er der tale om en orm, som putter sig i ens Google Chrome som en tilføjelse, og så hijacker den ens Facebook-konto og sender sig selv videre i beskeder til personer på ens venneliste, som så også bliver inficeret,” forklarer Peter Kruse, der dog bekymrer sig mere om virussens næste stadie:

”Derefter henter virussen en ransomware virus, som betyder, at ens data bliver kidnappet, og så skal man betale løsepenge for at få dem igen. Alle ens computerdata og tilgængelige drev bliver simpelthen krypteret med en krypteringsalgoritme, som ikke kan brydes, så det vil sige, at hvis man vil have familiebilleder, dokumenter, regneark og firmadokumenter igen, så skal man betale banditterne penge,” uddyber han.

LÆS OGSÅ: Sådan beskytter du din bil mod rust

Ifølge Peter Kruse er det første gang, at Facebook er blevet udsat for en virus som denne, og det er også grunden til, at den har spredt sig så hurtigt. Han råder til at gøre følgende, hvis man er kommet til at trykke på linket:

”Man skal hurtigst muligt gå ind i Chrome og fjerne den tilføjelse, man installerer ved at trykke på den tilsendte fil. Den hedder enten ’UBO’ eller ’ONE’, og den skal man slette, inden man får ransomware. Når man det ikke, er situationen en helt anden, og så skal man enten have fat i sin backup eller sin pengepung for at få sine data igen,” siger Peter Kruse.

Ville du betale, hvis en hacker stjal dine filer?

BT

 
Tags: 
Nøgleord: