Pas på falske mails fra Skat

Pas på falske mails fra Skat

image title: 
Foto: Andriy Popov/123rf.com
Den 1. og 2. april er der stor sandsynlighed for, at der tikker en mail fra Skat ind i din indbakke. De sender nemlig påmindelsesmails ud til de 1,4 millioner danskere, som endnu ikke har tjekket deres årsopgørelse digitalt.

Det fortæller Skats kontorchef, Jørgen Wissing Jensen, til TV 2.

”Vi sender mails ud til dem, som endnu ikke har set deres årsopgørelse og dermed set, om tallene er korrekte, eller om de skal indberette et fradrag,” forklarer han og fortsætter:

”Og hvis du ikke har gæld til det offentlige, får du penge den 11. april.”  

Dermed er Skat også forberedt på alle de falske skattemails, der vil dukke op fra svindlere, der håber på at kunne narre penge fra folk.

Skat råder derfor folk til at være opmærksomme, når de modtager disse mails.

”Når vi har store udsendelser, hvor vi sender mails ud til mange danskere, så oplever vi ret hyppigt, at nogen ligger sig i slipstrømmen og beder om konto-, betalings- eller personoplysninger,” siger Jørgen Wissing Jensen, som understreger, at Skat aldrig vil bede om disse oplysninger i en mail, men kun sender adviserings- eller informationsmails ud.

LÆS OGSÅ: Så dyre kan dine fridage blive

Skat har i øjeblikket kendskab til én falsk mail, der er i omløb, hvor nogen udgiver sig for at være fra Skat, og man forventer, at der vil dukke flere op i de kommende dage.

Derudover ser Skat også, at kvaliteten stiger i de falske mails, og Jørgen Wissing Jensen anbefaler, at man især holder godt øje med sprogbruget:

”Hvis man kigger efter, kan man typisk se, at det er produceret i udlandet, siger han og henviser til Skats hjemmeside, hvor borgere kan gå ind og få vejledning, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en mail fra Skat eller en falsk mail. Hvis man er i tvivl, skal man aldrig klikke på et link, men selv logge ind på skat.dk,” råder han.

Han oplyser desuden, at de oplever, at danskerne er blevet meget mere opmærksomme på ikke at klikke på mistænkelige mails:

”Men når det er sagt, er der også altid nogen, der klikker på de falske mails,” slutter han. 

Har du modtaget mistænkelige mails fra Skat?

TV 2
 
Tags: