Pas på: Kost-trend kan medføre kræft

Pas på: Kost-trend kan medføre kræft

image title: 
movingmoment/123rf.com
Det er blevet populært at fravælge gluten i dagligdagen. Fravælgelsen kan enten skyldes glutenallergi eller en antagelse om, at fødevarer med gluten er usunde. Men en ny undersøgelse, foretaget af amerikanske forskere viser, at glutenfri kost alligevel ikke er så sund, og det kan være kræftfremkaldende.

I undersøgelsen er koncentrationen af uorganisk arsen i urinen næsten dobbelt så høj hos folk, der ikke spiser gluten i forhold til folk,der gør. Uorganisk arsen kan øge risikoen for hudkræft, lungekræft og blærekræft, hvis den kommer ind i kroppen gennem mad og vand.

”Uorganisk arsen er godt nok langt mindre kræftfremkaldende end rygning for eksempel, men hvis man indtager meget af det gennem vand og mad, er livstidsrisikoen for at udvikle kræft ikke ubetydelig,” siger Max Hansen, der er seniorforsker på Afdeling for Risikovurdering og Ernæring på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Han har ikke selv har været involveret i det amerikanske studie, men har læst den videnskabelige artikel.

Også koncentrationen af farlig kviksølv, som kan skade hjernen, var 70 procent højere hos folk, der spiste glutenfrit i undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: Disse dårlige vaner skal du bevare

”Vores resultater indikerer, at der kan være utilsigtede konsekvenser ved at spise glutenfri kost,” udtaler en af forskerne, Maria Argos, der er adjunkt på Institut for Folkesundhedsvidenskab på University of Illinois, Chicago, USA, i en pressemeddelelse. 

Grunden til, at glutenfri kost kan være farlig, skyldes ifølge forskerne med stor sandsyndighed, at mange glutenfri produkter indeholder ris, som optager giftige stoffer fra grundvandet på markerne.

”Ris kan godt indgå i en sund, varieret diæt, men det er ikke en god idé at øge sit indtag markant. Hvis man skifter fra en kost med gluten til en kost baseret på ris, øger man risikoen for, at man får kræft blandt andet i lungerne, huden og blæren,” siger Max Hansen.

Hvis du spiser glutenfri kost, kan det derfor være en god ide at passe på med at spise for meget ris, rismel, rismælk og riskiks.

Forskerne, der har udarbejdet undersøgelsen, understreger dog, at der er brug for flere undersøgelser, før det med sikkerhed kan fastslås, at glutenfri kost medfører en sundhedsrisiko.

Spiser du glutenfrit?

Videnskab.dk

 
Tags: 
Nøgleord: