Pas på: Så skadelig er næsespray

Pas på: Så skadelig er næsespray

image title: 
citalliance/123rf.com
Snottede næser, hoste og ondt i halsen, er blot nogle af de symptomer de fleste oplever på denne tid af året, når forkølelsen rammer.

Derfor bruger mange næsespray, for at få bugt med den tilstoppede næse. Men de færreste er nok klar over, at næsespray kan have den modsatte effekt, hvis du bruger det for længe.

Det anbefales, at du maksimalt bruger næsespray i syv til ti dage, for herefter kan du risikere, at din slimhinde bliver hævet og irritabel. Det skriver Avisen.dk.

”Det, der sker, når man bruger den i længere tid, er, at du bliver fuldstændig tæt i næsen. Vævet i næsen kommer med en reaktion, når man stopper med at bruge forkølelsesnæsespray,” fortæller overlæge Mads Klokker til Avisen.dk og  uddyber:

”Medicinen skal gøre slimhinden lidt tyndere i det. Når man så stopper, bliver slimhinden lidt tykkere i det, og så får man endnu mere tæthed i næsen, og det er jo det, man gerne vil undgå. Det, man også kan få som bivirkninger, er næseblødning og tørhed i næsen.”

LÆS OGSÅ: Drik rødvin og slip for forkølelse

Når man har brugt næsespray under en forkølelse, er det vigtigt at holde en pause på to uger, og det kan efterfølgende være en god idé at skylle næsen med saltvand som et alternativ.

Saltvand kan købes på apoteket eller laves med en halv teskefuld salt i afkølet kogt vand, og det kan ifølge Mads Klokker være ret effektivt.

”Det kan være rigtigt godt, hvis man har skorper, puds eller pollen i næsen, fordi man får renset næsen på en skånsom måde,” fortæller han.

Hvis du har brug for næsespray igennem længere tid, kan du hos lægen få ordineret en næsespray med binyrebarkhormon.

”Det bruges til længerevarende gener som græsallergi og bihuleproblemer. Det er ikke super effektivt nu og her og virker måske først efter et par uger, men sådan en spray kan anvendes i måneder - oftest uden nævneværdige bivirkninger,” fortæller overlægen.

Hvor ofte bruger du næsespray?

Avisen.dk 
Tags: