Pas på: Tricktyve bruger nye snedige kneb

Pas på: Tricktyve bruger nye snedige kneb

image title: 
Foto: rioblanco/123rf.com
Mandag formiddag blev Dorthe Møllers 86-årige mor ringet op af en ukendt person, som bildte hende ind, at hendes barnebarn var kørt galt og nu manglede 10.000 kroner til at få bugseret sin bil væk.

Vedkommende fortalte den 86-årige kvinde, at der senere på dagen ville komme en og hente pengene på hendes adresse.

Den ældre kvinde fandt et mindre beløb frem, da hun ikke havde så mange penge i sit hjem.

Inden tyven kom og tog pengene, ringede Dorthe Møller heldigvis helt tilfældigt til sin mor. Hun kunne forsikre hende om, at der ikke havde været nogen trafikulykke, og da det pludselig ringede på hos moderen midt i telefonsamtalen, bad Dorthe Møller hende om ikke at åbne.

”Jeg synes, det er ubehageligt. Vi, der er unge og friske, hopper jo ikke på den slags, men det gør de ældre. Det var et tilfælde, at jeg ringede lige der. Tænk, hvis jeg ikke havde gjort det,” fortæller Dorthe Møller ifølge TV 2. 

Efterfølgende anmeldte Dorthe Møller hændelsen til Nordsjællands Politi. Her kan vagtchef, Michael Hansen, fortælle, at det ikke er den eneste anmeldelse, de har fået af denne art.

”Det er jo ikke sådan, det foregår i virkeligheden, når der er sket en trafikulykke, så man skal selvfølgelig ikke hoppe på det. Det er rigtig lurvet og virkelig tarveligt,” fortæller Michael Hansen til TV 2.

I begge tilfælde er det gået ud over ældre kvinder, heldigvis er det dog ikke lykkedes tyvene at få lokket penge ud af dem, men ifølge Dorthe Møller er moderen påvirket af oplevelsen:

”Hun er rystet - det bliver de ældre jo let. Hun kan ikke forstå, hvorfor nogen ringer og siger noget, som ikke passer,” forklarer Dorthe Møller. 

Synes du, politiet gør nok for at opklare sager om tricktyveri?

TV2
 
Tags: