Pas på: Udbrud af mæslinger i København

Pas på: Udbrud af mæslinger i København

image title: 
Foto: gajus/123rf.com
En københavnsk pige i skolealderen har fået konstateret mæslinger, efter hun har været på ferie i Thailand. Det skriver Statens Serum Institut i et nyhedsbrev, hvor de opfordrer praktiserende læger i hovedstadsområdet til at holde et ekstra øje med børn og yngre patienter, der kan have symptomer på den smitsomme sygdom.
 
Der er nemlig stor risiko for at blive smittet med sygdommen, og man har derfor valgt at advare om sygdomsudbruddet, fortæller Peter Henrik Andersen, der er afdelingsleder hos Statens Serum Institut. 
”Mæslinger er en ekstremt smitsom sygdom, så man skal bare have været i ganske kortvarig kontakt. For eksempel hvis man har siddet i et venteværelse hos lægen eller har haft anden kortvarig kontakt, så kan man være i risiko, hvis man ikke er vaccineret,” siger han ifølge DR.
 
Efter man opdagede, at pigen var blevet smittet, har hun været indlagt i isolation på hospitalet. Hun er nu udskrevet og i bedring. Hun har dog været i kontakt med andre personer i sin skole, fritidsklub og på hospitalet, inden sygdommen blev opdaget.
 
Myndighederne har derfor forsøgt at opspore de personer, der har været i risiko for smitte.
 
”Der er i to tilfælde fundet, at personer er blevet udsat for smitte uden at have vaccination. De har så fået en behandling enten i form af vaccine eller antistoffer, og de vil så med stor sikkerhed kunne undgå sygdommen,” fortæller Peter Henrik Andersen.
 
LÆS OGSÅ: Forældre: Frikirke dækkede over sexkrænkelser
 
Flere kan dog være smittet uden at vide det, og derfor kan Peter Henrik Andersen ikke udelukke, at der kan være flere smittetilfælde, som myndighederne ikke kender til.
 
Normalt er man vaccineret mod mæslinger via MFR-vaccinen, som beskytter gennem børnevaccinationsprogrammet. Pigen havde dog kun fået vaccinationen én gang, hvor anbefalingen er, at vaccinen gives to gange.
 
Derfor opfordrer Peter Henrik Andersen andre forældre til at tage imod begge MFR-vacciner, da der er en risiko for, at den første vaccine i sjældne tilfælde ikke dækker optimalt.
 
”Opfordringen er at få sine børn vaccinerede. Skulle det være glippet, det kan der være mange gode årsager til, hvis barnet har været sygt, og man ikke har fået fulgt op på det, så er det sådan set bare at få bestilt tid hos lægen og få givet den eller de manglende vaccinationer,” siger Peter Henrik Andersen.
 
De tidlige symptomer på mæslinger minder om en svær forkølelse, hvor væske flyder fra næse og eventuelt øjne, samt hoste, lysskyhed og høj feber. Efter et par dage ses en bedring, der dog kun viser sig at være midlertidig. Senere kommer der typisk en ny feberepisode, som er ledsaget af de klassiske mæslingeudslæt. Udslættet starter med at være småplettet og lyserødt, men bliver efterhånden til større pletter, som skifter til en mørkere farve.
 
Er du for eller imod at vaccinere børn?

DR
 
Tags: