Pensioneret præst siger (næsten) undskyld til alternativ religion

Pensioneret præst siger (næsten) undskyld til alternativ religion

image title: 
Foto: Corey Ford/123rf
”Jeg har det jo sådan, at det her er ikke religion. Altså de leger jo, ligesom min søn spillede rollespil, da han var dreng. Det er vældig vigtigt og sjovt, og de går vældig meget op i det, når de spiller det. En religion er jo ikke bare en, hvor man bare kan vælge noget andet. Så er det ikke religion.” Ordene kommer fra politiker og den i dag pensionerede præst Margrethe Auken i radioprogrammet Bagklog på DR1. Kommentaren er rettet mod Asa-trossamfundet.

Ordene har fået Loke Troldravn, som er formand for trossamfundet Forn Sidr til at fare op. Til Ekstra Bladet udtaler han:

”Det kan man fandeme ikke tillade sig at sige om et anerkendt trossamfund. Det må man ikke ifølge lovgivningen. Reglerne gælder for os alle sammen.”

Ekstra Bladet konfronterede Margrethe Auken med Loke Troldravns reaktion, og om hendes modsvar kan tolkes som en rigtig undskyldning, kan diskuteres:

Hun svarer følgende til konfrontationen: ”Hvis de er blevet fornærmet over det, så må de meget undskylde. Jeg vil meget gerne lytte til, hvad de siger. Men når jeg er rendt ind i dem, så har det virket som en mulighed for at sammensætte sin egen religion og livsanskuelse. Der siger jeg bare, at det minder mig om rollespil. Det er ligesom i Arvingerne, hvor de render rundt og døber som en naturting. Det er også noget, der minder meget om rollespil.”

Og fortsætter: ”Det er jo meget noget, som lige er til lejligheden. Det er ikke noget, de vil gå i livet eller døden for. Men hvis de er blevet meget såret over det, vil jeg bestemt undskylde. Det var ikke min mening at såre.”

Ekstra Bladets journalist: ”Formanden, Loke Troldravn, mener, at det er meget nedsættende?”

Margrethe Auken: ”Ja, ja, der kan du bare høre. Men hvis han mener det, vil jeg gerne komme med en undskyldning. Men du kan overveje, hvor dybt i mit hjerte den er fra.”

Er Margrethe Auken stødende?

Ekstra Bladet

Tags: