Pind: 2 år for voldtægt er for lidt

Pind: 2 år for voldtægt er for lidt

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf
Justitsminister Søren Pind (V) har som et af de øverste punkter på sin liste over gøremål at højne straffene for vold og voldtægt.
Det kan give op til otte års fængsel at begå voldtægt, og er voldtægten af særlig grov karakter kan straffen øges til 12 år.

Strafferammen for grov vold er op til seks års fængsel. Det sker dog sjældent, at straffene for vold og voldtægt er så høje. Tal fra Justitsministeriet viser, at voldtægtsmænd i gennemsnit blev straffet med 719 dages fængsel i 2012, svarende til knap to år, mens den typiske straf for grov vold ligger på mellem tre måneder og halvandet år.

LÆS OGSÅ: "Fuck dig, Søren Pind"

”Det er sjældent, at nogen får en straf på over to år for voldtægt. Og når man ser på de forhold, som nogle gange omgærder voldtægter, er det alt for lidt. Jeg tror også, at den generelle retsfølelse taler for, at vi gør noget ved det,” siger Søren Pind til Berlingske og fortsætter:

”Når vi taler om vold. Når vi taler om voldtægt. Så skal vi have en kontant straf for de handlinger. Vi diskuterer ikke, om straf virker eller ej. Regeringen er af den overbevisning, at det gør det”.

Søren Pind mener ikke, at strafferammen skal udvides, men udnyttes, hvorfor Søren Pind nu har bedt sine embedsmænd undersøge, hvorfor grov vold og voldtægt ikke straffes hårdere.

Mulige årsager kan ifølge Søren Pind være for lave anklager anlagt af anklagemyndigheden, eller uoverensstemmelse mellem domsmænds indstilling og det politisk tænkte. Det er også muligt, at politikerne er nødt til at skærpe udgangspunktet over for dommerne. Undersøgelsen ventes at være klar inden for et halvt år og før da ønsker Søren Pind ikke at fastsætte straffen.

Hvad mener du, er en passende straf for voldtægt?

MetroXpress
Tags: 
Nøgleord: