Politiet magtesløse i sag om forfrossen kvinde

Politiet magtesløse i sag om forfrossen kvinde

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Henover de seneste par dage har lokalpolitiet i Aabenraa fået over 12 henvendelser fra borgere i Frøslev, Vilsbæk og Kliplev, som har set eller mødt den 27-årige kvinde, letpåklædt og i en lettere forvirret og forfrossen tilstand.

Ifølge politiet er den tyske kvinde iklædt bikini og overnatter angiveligt i shelters ved skovområder nær de tre byer. Det har fået flere borgere til at henvende sig til kvinden.

Nogle borgere har sørget for, at hun har fået et bad, noget at spise og varmt tøj på. Men når hun smutter, tager hun tøjet af igen og går tilbage i letpåklædt tilstand,” fortæller sektionsleder hos Aabenraa Lokalpoliti, Sønke Iversen, ifølge JydskeVestkysten.

De gange politiet har taget kontakt til kvinden, har hun været medgørlig, men samtidig gjort krav på sin frihed, og Sønke Iversen fortæller, at kvinden virker lettere forvirret og usammenhængende. Hun er ofte forfrossen og er stærkt underernæret.

”Selv om hun lader sig hjælpe af både politi og borgere, kan vi ikke gribe ind. Hun har det tydeligvis ikke godt, men hun gør intet ulovligt. Det er ikke forbudt at gøre, som hun gør,” siger Sønke Iversen, som er bekymret for kvindens helbred og fortsætter:

”Vi kan ikke tvangsindlægge hende, så længe der ikke er beføjelser til det. Lige nu er vejret varmt, og derfor kan hun godt klare at leve ude i det fri. Men hun er på grænsen til, at vi griber ind, for vi kan ikke tåle, at hun lider overlast,” forklare Sønke Iversen.

LÆS OGSÅ: Børnelokker civilanholdt af Henrik Qvortrup

Til trods for, at Aabenraa Lokalpoliti har været i kontakt med de tyske myndigheder, og har fundet ud af, at kvinden stammer fra Bayern, hvor hun har en værge, er der ikke meget politiet kan gøre fremadrettet.

”Vi kan ikke bare sende hende over grænsen og afvise hende. Det er lidt en gråzone, vi befinder os i, så foreløbigt må vi holde øje med hende og sikre, at hendes tilstand ikke bliver kritisk,” siger Sønke Iversen.
Sønke Iversen kan dog godt forstå, at borgerne er frustrerede over, at der ikke sker noget, men forklarer, at politiet ikke kan gøre noget på nuværende tidspunkt:

”Der er en retssikkerhed, som vi skal følge, og vi vil derfor både rose de borgere, der hjælper hende, og også appellere til, at man ikke indleder en jagt på hende. For så gemmer hun sig, og derved får vi sværere ved at holde øje med hende, ” lyder det fra Sønke Iversen.

Burde politiet have lov til at tvangsindlægge kvinden i sager som denne?

JydskeVestkysten 
Tags: